Holland indkalder russisk ambassadør i sag om nedskudt fly
Hollands regering har fredag haft indkaldt Ruslands ambassadør i landet for at klage over, hvad regeringen kalder Ruslands "stærkt foragtelige" reaktion på dommen i retssagen om nedskydningen af passagerflyet MH17.
Det skriver Reuters.
En hollandsk domstol fandt torsdag to tidligere russiske efterretningsagenter og en ukrainsk separatistleder skyldige i nedskydningen af det malaysiske passagerfly med et russisk missil i 2014.
Rusland siger som reaktion på dommen, at den hollandske domstol "har forsømt at være upartisk".
Den hollandske udenrigsminister, Wopke Hoekstra, siger, at reaktionen fra Rusland, som for ni måneder siden invaderede Ukraine, er "yderst foragtelig" og totalt ude af trit med virkelighedens verden.
- Rusland krænker selv internationale love på enhver måde. Vi kan ikke tillade dette at gå upåagtet hen. Vi må vise, at vi har et uafhængigt retssystem, siger han.
Russerne Igor Girkin og Sergej Dubinskij samt ukraineren Leonid Khartjenko er fundet skyldige i drab og for med fuldt overlæg at forårsage en flykatastrofe. Det sagde den ledende dommer i sagen, Hendrik Steenhuis, ved domsafsigelsen torsdag.
De tre dømte er på fri fod. De menes at opholde sig i Rusland, som ikke vil udlevere dem. En fjerde tiltalt er blevet frikendt.
Flyet var på vej fra Amsterdam til Kuala Lumpur i Malaysia den 17. juli 2014.
196 af ofrene var hollændere.
/ritzau/Reuters