Ingeniørkoncernen FLSmidth fortsatte med at tjene flere penge per omsat krone i tredje kvartal. Til gengæld var salget lavere end i tredje kvartal i 2023.
Det viser selskabets regnskab for tredje kvartal, som er blevet offentliggjort tirsdag morgen.
I løbet af kvartalet har FLSmidth omsat for knap 5,1 milliard kroner, hvilket er cirka 11,6 procent mindre i forhold til samme periode året før.
Men overskuddet er samtidig vokset 6,25 procent til 289 millioner kroner.
Topchef Mikko Keto fremhæver, at selskabet har fortsat sin udvikling mod at blive mere profitabel.
- Vi har fortsat vores dedikerede indsatser for at implementere en omkostningseffektiv driftsmodel og forretningsstruktur, siger han i en kommentar i regnskabet.
FLSmidth sælger industrianlæg og serviceydelser til henholdsvis minedrift og cementproduktion. Kort efter nytår meddelte selskabet, at man aktivt leder efter en køber til cementdivisionen.
/ritzau/