Direktør for Borger & Arbejdsmarked

Esbjerg Kommune
Ansøgningsfrist:
18. maj 2025
Kontakt:
kommunaldirektør Rikke Vestergaard
Tlf. 40 20 37 48

Om stillingen

esbjerg frise 

Esbjerg Kommune er med sine ca. 116.000 indbyggere en af landets største kommuner. Kommunen råder over bymiljøer med store variationer med storbyen Esbjerg, den historiske by Ribe, stationsbyen Bramming, de smukke fredelige landdistrikter og en lang række aktive og hyggelige landsbyer. Omdrejningspunktet for livet i kommunen er blandt andet havnen og den kystnære placering med særegne landskaber og natur, som skaber muligheder for erhverv, energiproduktion, turisme og friluftsliv. Kommunen går foran som grøn foregangskommune, der prioriterer bæredygtighed og innovative klimaløsninger.


Esbjerg Kommune har som vision at udvikle en kommune, der er værd at bo i, at leve i, at udvikle i og at skabe i. Vejen dertil er gode velfærdsydelser, en gennemtænkt infrastruktur, bylivssamfund tæt på naturen og attraktive uddannelses- og fritidstilbud.


Som direktør for Borger & Arbejdsmarked bliver du en del af en organisation med stærke værdier. Værdier, der stiller krav til tydelig tillidsbaseret ledelse. Tværfaglighed og samarbejde på tværs af alle niveauer af forvaltningen vægtes ligeledes meget højt. Du træder samtidig ind i en kultur med en uformel omgangstone og god kollegial sparring. Esbjerg Kommune er et sted, hvor du kan gøre en forskel.


Opgaven
Som direktør for Borger & Arbejdsmarked bliver du en del af direktionen, der foruden dig består af kommunaldirektøren og to direktører.


Direktørområdet Borger & Arbejdsmarked består af fire afdelinger: Sekretariat, Social Barn-Ung, Borgerservice og Jobcenter. Hver afdeling ledes af en chef, der refererer til dig, og som du har personaleansvar for.


Som direktør vil du få ansvaret for eller skulle bidrage til mange spændende opgaver. Nogle af de væsentligste er:

  • Esbjerg Kommune står som andre kommuner over for store forandringer i de kommende år. Reformer af de store velfærdsområder vil grundlæggende ændre kommunens opgaver og have betydning for måden, hvorpå kommunen skal ledes.
  • Du får ansvaret for at udmønte og implementere den beskæftigelsesreform, der i Folketinget blev aftalt i starten af april 2025. Bortfald af mange opgaver og realiseringen af en betydelig besparelse kræver, at såvel organiseringen som selve opløsningen skal gentænkes.
  • En anden vigtig opgave vedrører familieområdet, hvor der er en større omstilling i gang på tværs af området. Der er således besluttet en plan for en væsentlig omstilling og genopretning af familierådgivningen, og ved Budgetaftale 2025 blev det besluttet, at familiecentret skulle omorganiseres til en mere smidig og omkostningseffektiv organisering.
  • Desuden bliver det en vigtig opgave for direktøren for Borger & Arbejdsmarked at bidrage til en god overgang til et nyt Social- og Arbejdsmarkedsudvalg efter kommunalvalget i efteråret 2025. 


Personen
Stillingen som direktør for Borger & Arbejdsmarked er mangfoldig, og du skal derfor være i besiddelse af stærke faglige, ledelsesmæssige og personlige kompetencer for at lykkes i stillingen. Overordnet er det vigtigt, at du formår at balancere empati og interesse for de børn, unge og voksne, der kommer i kontakt med Borger & Arbejdsmarked, med de lovgivningsmæssige og ressourcemæssige begrænsninger, der er for den kommunale drift.  


Vi forventer, at du har en relevant faglig baggrund og faglig indsigt i et eller flere af de områder, der ligger i Borger & Arbejdsmarked. Dette blandt andet i lyset af, at området er kendetegnet ved mange myndighedsafgørelser, hvorfor det er vigtigt med forståelse for, hvordan man kan understøtte og sikre afgørelser af høj kvalitet. Ligeledes er det afgørende, at du har erfaring med og er meget stærk inden for sikker økonomistyring og forstår centrale økonomiske sammenhænge, så der er tillid til budgetoverholdelsen på dine områder, og så eventuelle budgetudfordringer opdages i tide og kan blive imødegået gennem effektive tiltag. 


Ligeledes forventer vi, at du har erfaringer fra det kommunale område og med betjening af og samspil med det politiske niveau i en politisk styret organisation. Derudover skal du have erfaring med ledelse af ledere.


Derudover lægger vi særlig vægt på, at du har følgende kompetencer i uprioriteret rækkefølge:
•    Udtalt samarbejdsorienteret med et tydeligt blik for tværgående problemstillinger
•    Høj troværdighed og integritet i samspillet med det politiske niveau
•    Stærke styringskompetencer i forhold til blandt andet forandringsprocesser
•    Fleksibel i forhold til udfyldelsen af ledelsesrollen
•    Tillidsbaseret ledelsesstil 


Andet
Du kan læse mere om stillingen og Esbjerg Kommune i den uddybende stillings- og personprofil http://www.muusmann.com/stillinger, hvor stillingen også kan søges. 

  • 1. samtalerunde:Tirsdag den 20. maj 2025
  • Testforløb hos MUUSMANN:Onsdag den 21. maj 2025 (OBS: foregår i Aarhus)
  • 2. samtalerunde:Onsdag den 28. maj 2025
  • Tiltrædelse:1. september 2025
  • Ansøgningsfrist: Søndag den 18. maj 2025


For yderligere information og spørgsmål kontakt kommunaldirektør Rikke Vestergaard, telefon 40 20 37 48, eller administrerende direktør i MUUSMANN Chris E. Petersen, telefon 81 71 75 16.

GDPR