dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat

Viborg er klar med hjemmeberedskab til sårbare borgere

Som en af de første kommuner har Viborg netop godkendt en beredskabsplan, der tager hånd om sårbare borgere.
4. DEC 2024 7.15

VIBORG: Evakueringssted, nødstrømsgenerator, powerbanks til plejehjem og lagre af mad og drikkevand. 

Dette er blot nogle af de tiltag, som Viborg Kommune har vedtaget i en ny og opdateret beredskabsplan, hvori der særligt er tænkt i supplerende indsatser for at kunne opretholde driften af kritisk pleje, støtte og omsorg i Social, Sundhed og Omsorg samt Børn og Unge. 

Arbejdet med den nye beredskabsplan opstod i kølvandet på, at Beredskabsstyrelsen i juni anbefalede alle danskere at have et hjemmeberedskab klar, der kunne dække basale behov i op til tre døgn.

I samråd med Midtjysk Brand og Redning har forvaltningen i kommunen vurderet, at der var behov for yderligere tiltag - herunder at foretage en række indkøb og tilpasse eksisterende planer med henblik på at sikre, at kommunen kan levere den mest nødvendige støtte, pleje og omsorg i tilfælde af forsyningssvigt i op til tre døgn.

Særligt sårbare borgere 

Og som en af de første kommuner har Viborg netop godkendt en beredskabsplan, der tager hånd om særligt sårbare borgere.

Det drejer sig primært om beboere på plejecentre, botilbud på socialområdet, døgninstitutioner på familieområdet og borgere med ophold på Rehabiliteringscenter Viborg samt sikring af den nødvendige pleje og sygepleje til borgere i eget hjem.  

Planen giver overblik over bl.a. evakueringssted, behov for særlige indkøb, transportmuligheder, lagre af mad og drikke mv., og implementeres frem mod den 1. januar 2025. 

De samlede indkøb udgør ca. 630.000 kr. En del af planen er også, at personalet i hjemmepleje og bostøtten rådgiver borgere og pårørende i forhold til at sikre, at hjemmeboende borgere oparbejder et hjemmeberedskab. 

Supplerende indsatser til Viborgs beredskab

  • Pleje- og Omsorgscenter Skovvænget bliver evakueringssted for borgere med behov for kritisk nødvendigt strømkrævende udstyr, idet Skovvænget har en nødstrømsgenerator.  
  • Rehabiliteringscenter Viborg forsynes med mobil nødstrøm i form af store powerbanks og vil ligeledes være evakueringssted.  
  • Der indkøbes powerbanks til plejecentre, sociale botilbud, døgninstitutioner på familieområdet samt hjemmeplejen med henblik på at varetage mindre, tidsafgrænsede, strømkrævende opgaver.  
  • Kommunens fossilt drevne køretøjer stilles til rådighed for personale, der varetager kritisk nødvendig pleje, støtte og omsorg i borgers eget hjem samt til genopladning af powerbanks.
  • Etablering af lagre af mad og drikkevand til alle beboere på døgndækkede tilbud på familieområdet, plejecentre og sociale botilbud.  
  • Etablering af mindre lagre af mad og drikkevand til ca. fem borgere i hvert hjemmeplejedistrikt og bostøtteområde. Det er borgers eget ansvar at have et hjemmeberedskab. Nødlageret sikrer mulighed for at hjælpe de borgere, som ikke selv er i stand til at etablere et hjemmeberedskab.
  • Indkøb af vandtanke og rensetabeletter til plejecentre og botilbud med henblik på at kunne opretholde hygiejne i form af toiletskyl og rengøring.  
  • Indkøb af øvrige fornødenheder i form af FM-radioer, batteridrevne lyskilder, førstehjælpskasser mv.  
    Beredskabsplaner opdateres ift. beredskabsplanlægning for tre døgns forsyningssvigt.

Kilde: Viborg Kommune

ap
 
 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.