Velfærd - hvad synes du?
--BILLEDE2--
Jens Bonke:
Velstand og velfærd – hvor rige og tilfredse er danskerne?
Rockwoolfondens Forskningsenhed og Danmarks Statistik
2015.
Pris 100 kr. - findes også gratis på nettet
Seniorforsker på Rockwoolfondens Forskningsenhed Jens Bonke har med denne lille bog forsøgt at belyse sammenhængen mellem økonomisk velstand og oplevet velfærd.
Det er ikke nogen helt let øvelse, at omsætte benhårde økonomital til måling af oplevet tilfredshed med livet.
På det økonomiske felt er der efterhånden udviklet alment anerkendte målemetoder for velstand. Den højeste form for den slags målinger er nationalregnskabets bruttonationalprodukt (BNP). Når det stiger, antager de fleste, at vi alle sammen får det bedre. Det er nu ikke helt rigtigt, men det er heller ikke helt forkert.
Et stigende bruttonationalprodukt giver helt klart mulighed for, at man bedre kan indfri en hel række velfærdsmål, så som bedre adgang til sociale ydelser, uddannelse og sundhed. Og stigende indkomster i familierne gør det også muligt at købe sig til en række behagligheder, der samlet set øger det enkelte menneskes velfærd.
På den anden side er tilfredshed med livet også afhængig af en række andre forhold som oplevelsen af sit eget helbred, sine relationer til sin partner og børn, og om hvordan man oplever tryghed, der hvor man bor osv. De sidste forhold belyses ikke, eller meget dårligt, gennem de traditionelle nationalregnskabsmål.
Svær målestørrelse
Derfor er Jens Bonkes bog om Velstand og velfærd en kærkommen mulighed, for at sætte sig mere grundigt ind i relationen mellem nationalregnskabsmæssige milepæle og subjektive opfattelser af, hvordan livet opleves af det enkelte menneske.
Bogen er godt struktureret. Den belyser følgende temaer:
Måling af velfærd
Velstand og velfærd - indkomster og tilfredshed
Tilfredshed i almindelighed og på forskellige områder, og mellem land og by
Tilfredshed med arbejde og fritid, ledighed og tilfredshed i almindelighed
Tilfredshed med partner og børn
Tilfredshed med mentalt og fysisk helbred, trivsel og stress
Tilfredshed med søvn
Den sværeste kode at knække i bogen er at få rigtig hold på det målebegreb, som Jens Bonke bygger op omkring definitionen 'tilfredshed'. Begrebet er faktisk svær at begribe som målestørrelse, selvom Jens Bonke gør sig meget umage – bl.a. ved at referere til en omfattede international litteratur på området.
Sociale relationer spiller ind
Bogen viser at indkomst og tilfredshed er tæt forbundne kar. Stigende personlig indkomst resulterer i stigende tilfredshed, men dog i en aftagende grad, forstået på den måde, at den sidst tjente krone ikke giver lige så meget tilfredshed som den først tjente. Interessant er det også at se, at det ikke kun er her-og-nu indkomsten, der tæller, men også forventningerne til den fremtidige indkomst spiller en rolle. Dermed spiller optimisme også en positiv rolle for oplevelsen af tilfredshed.
Ikke overraskende viser Jens Bonke, at tilfredshed med livet hos arbejdsløse er mindre end for personer i beskæftigelse. Dette resultat bekræfter det forhold, at tilfredshed med livet også bliver påvirket af ikke-økonomiske faktorer, fx folks arbejdsmæssige og sociale relationer. Især er mænd særligt negativt påvirket af at være sat uden for det aktive arbejdsmarked.
De sociale relationer spiller i det hele taget en betydelig rolle for oplevelsen af folks tilfredshed. Boligforhold og fritid er også væsentlige elementer i folks tilfredshedsregnskab.
Til gengæld ser det ud til, at der kun er en svag sammenhæng mellem arbejds- og familieliv set i relation til folks almindelige tilfredshed.
En god nats søvn
Interessant er det også at se, at de fleste mennesker er meget tilfredse med deres parforhold. Samtidig mener mere end ni ud af ti, at deres forhold vil vare resten af livet. Det sidste stritter dog lidt imod skilsmissestatistikkerne, men never mind, så gælder det for begge køn, at jo mere omsorg, de modtager eller yder fra deres partner, desto mere tilfredse er de med deres parforhold.
Jens Bonkes undersøgelse bekræfter endnu engang, at der er en klar sammenhæng mellem mentalt helbred og indkomst, idet dem med de laveste indkomster har et mentalt helbred, der er væsentlig dårligere, end dem med høje indkomster. Derfor kan der også konstateres en positiv sammenhæng mellem helbredet og tilfredshed med livet i almindelighed.
Alle ved at en god nats søvn er lykken. Dette bliver også tydeligt bekræftet af denne undersøgelse. For søvnproblemer forekommer ofte sammen med andre problemer som fx et dårligt mentalt helbred. Ligeledes spiller folks økonomi også en vis rolle for folks søvnkvalitet – og dermed tilfredshedsoplevelse. Når ens økonomi har det godt, så får man sig også en god nats søvn. Det er da rart at vide.
Jens Bonkes bog er på mange felter et godt pionerarbejde inden for dansk velfærdsforskning. Helt givet er det, at vi i fremtiden skal have større fokus på andre forhold end de rent økonomiske, når man skal vurdere folks velfærd og tilfredshed med livet.
Af Preben Etwil, kommentator
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.