dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat
Unge må ikke tvinges til at tænke sig om

Unge må ikke tvinges til at 'tænke sig om'

Personalet på en døgninstitution må bruge magt over for de unge, når det er absolut nødvendigt. Men ikke fordi de skal reflektere, siger Ombudsmanden
9. OKT 2013 11.03

Anbragte unge kan ikke med magt tvinges til at modtage socialpædagogiske tilbud - f.eks. såkaldt refleksionstid. Det fremgår af en rapport fra Folketingets Ombudsmand efter et tilsynsbesøg på opholdsstedet Fonden Kanonen.

- Personalet på en døgninstitution må kun bruge magt over for de unge, når det er absolut nødvendigt. Man kan ikke med fysisk magt tvinge unge til at deltage i pædagogiske tiltag. Det er afgørende for de unges rettigheder, at medarbejdere på opholdssteder følger denne grundlæggende regel, siger Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen.

Under et tilsyn på opholdsstedet  blev det oplyst, at døgninstitutionen brugte magt for at få de unge til at sidde i en sofa - et pædagogisk redskab der kaldes refleksionstid. Refleksionstid er en 'timeout, som de unge får, hvis de ikke vil følge reglerne. Den unge skal i sofaen reflektere over nogle spørgsmål. Refleksionstiden kan vare fra få minutter til flere timer.

I et tilfælde bad de ansatte en ung om at sætte sig i sofaen for at indrømme, at han havde en mobiltelefon, som han ikke måtte have. Det afviste den unge. De ansatte forsøgte forgæves at overtale den unge og tog derefter fat i ham for at føre ham hen til sofaen. Den unge gjorde modstand, og de ansatte lagde ham ned på maven, indtil han indvilligede i at sætte sig i sofaen.

De unge skal kende deres ret
Ifølge reglerne er det i orden at bruge fysisk magt, når en ung er til fare for sig selv eller sine omgivelser. Men man må ikke bruge magt for at tvinge en ung til at modtage et pædagogisk behandlingstilbud som f.eks. refleksionstid.

Opholdsstedet mente ikke, at det var magtanvendelse, når man 'fører' en ung hen til en sofa med en hånd på skulderen. Ledelsen mente først, at der er tale om magtanvendelse, når personalet bruger en 'vis fysisk kraft til at tvinge en person til at gøre, undlade eller fysisk acceptere noget'. Ombudsmanden var uenig. Han konkluderede, at institutionens forståelse af magtanvendelse ikke var tilstrækkelig præcis.

Ombudsmanden har ikke kritiseret refleksionstid som metode. Men han har understreget, at de unge ikke kan tvinges. I modsat fald kan der være tale om ulovlig magtanvendelse. Han beder institutionen om at sikre, at de unge kender disse rettigheder.

Han har også bedt institutionen overveje, hvordan de unge kan motiveres, uden at der opstår konfliktsituationer. Ombudsmanden peger i den forbindelse på en særlig vejledning fra Socialministeriet, der har til formål at skabe større klarhed om reglerne for magtanvendelse.

ka

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.