Underdanmarks handlingsstærke

Zornig, Lindholm og Turéll:
Underdanmarks jægersoldater - om at hjælpe brændte børn til at bryde mønsteret, Gyldendal 2015

Bogen er et stærkt vidnesbyrd om, at det for nogle er muligt, trods alle odds imod sig, at bryde ud af barndommens familiemæssige svigt. Der er her tale om en samtalebog med ti voksne supermønsterbryder, der har rejst sig fra en barndom præget af forældrenes vold, håbløshed og/eller misbrug, til at blive hele voksne mennesker med udpræget succes inden for erhvervsliv, videnskab eller politik.
Det er såkaldte sociale mønsterbryderes, som statistikken desværre ser alt for få eksempler på.

Derfor er det også interessant at se, hvad det er, der har gjort dem til det, de er i dag. Hvilke faktorer har udløst at lige netop dem, og ikke de andre, blev mønsterbrydere? Og hvilken social og mental bagage bærer de stadig rundt på i dag?

Det er nogle af de spørgsmål, som de tre forfattere forsøger at give et svar på.
Det gør de ganske kompetent, og man kommer godt rundt om ti meget personlige fortællinger. Ti meget spændende og indlevende beretninger, der på elegant vis er flettet ind i hinanden - alt efter hvilke tema, der er oppe at vende i bogen.

Det kan være stærke minder fra personernes tidlige barndom, om forældre der måske havde viljen, men slet ikke evnen til at tage sig ordentlig af deres børn. Det kan såmænd også være barnets egen skam over livet inden for familiens egne fire vægge. Det kan derudover i udtalt grad være løgnen som værn mod hverdagens fortrædligheder. Tydeligt er det også, at den manglende synlighed ved at være barn i hjemmene har været yderst udbredt. Ja, i det hele taget den manglende kærlighed i deres opvækst.

Intet flæberi
Fælles for mønsterbryderne har været, at de alle sammen havde en vilje ud over det almindelige til at ville bryde ud af forældrenes selvdestruktive roller. Om viljen havde været tilstrækkelig får man ikke svar på, for fælles for disse mønsterbrydere har været, at de også havde et godt hoved, og at de forstod at bruge det. For uanset deres forskellige adfærdsmønstre var mønsterbryderne alle sammen intelligente børn, kvikke i optrækket. De fleste havde usædvanligt nemt ved at tilegne sig viden.

Temaerne i bogen er mange, men forfatterne, eller for den sags skyld interviewpersonerne, forfalder ikke til flæberi. Historierne bliver sat ind i en socialpolitisk sammenhæng, og der forsøges hele tiden at blive trukket tråde op til nutiden, for at se om ting blev gjort godt nok, eller om indsatser - eller mangel på samme - ville have gjort en forskel.

Et helt generelt træk ved de portrætterede mønsterbrydere er, at de i dag er yderst taknemmelige over for de voksne, der på et tidspunkt i deres unge liv så bag deres usympatiske adfærd og mødte dem med forståelse og åbenhed. Mødet med en 'vigtig anden', en voksen person der på et eller andet tidspunkt tager barnet eller den unge til sig uden fordomme, spiller en helt afgørende rolle for ni ud af ti mønsterbrydere.

Lyvebarnet og snotungen
En voksen der kan se igennem lyvebarnet, snotungen, slås- og konfliktbarnet, trodsbarnet samt alle de andre negative adfærdsformer. En voksen der møder barnet uden ynk, klynk og bebrejdelser, men som kan se igennem barnets ubehagelige og adfærdsmæssige skjold, og ind til både talent og passion. Denne voksne kan barnet respektere og se op til. Det er den relation, der er en af drivkræfterne bag viljen til mønsterbrud.

Det er ikke videnskab, men yderst relevant, når nutidige sociale indsatser skal vurderes på grundlag af konkrete og historiske erfaringer. Det må da være muligt at lære af fortiden. Om ikke andet så for at undgå fortidens fejl.

Ud over hårrejsende historier fra interviewpersonernes barn- og ungdom, er der meget godt at hente fra deres videre færden ud i livet. Flere har dog en del brudte forhold i bagagen, da deres indbyggede overlevelsesinstinkt har været særligt dominerende. På den måde kan der godt ligge noget socialdarwinistisk Survival of the Fittest i en del af de levnedsbeskrivelser, der bliver præsenteret i bogen.
Men hvorom alting er, så kæmper flere af mønsterbryderne stadig med deres indre dæmoner, hvilken skikkelse, de så end kommer i.

Mestre i selvledelse
Et fællestræk ved flere af mønsterbryderne er, at de er mestre i selvledelse. Bogen sammenligner dem faktisk med succesfulde topledere i erhvervslivet. De har mange af de samme personlige egenskaber: De er strategiske, de har en stor risikovillighed, stor vedholdenhed, stærke og kompromisløse værdinormer, stærk i kommunikation og personlighed, behersker stor arbejdskapacitet og ikke mindst er de gode til at forfølge det mål, som de har sat sig.

Bogen slutter af med at reflektere over, hvordan man kan inddrage den viden som mønsterbryderne leverer, for at få flere børn til at gennembryde lydmuren - fra udsat til udset.

Opgaven er kort fortalt at hjælpe brændte børn til at bryde mønsteret.
Det er ikke nogen helt let opgave, og udviklingen går for tiden i den gale retning, for det ser ud til, at mønstrebryderne bliver færre i antal.

Det skyldes nok, at andre brændte børn ikke nødvendigvis har den samme viljestyrke og evne til at bide tænderne sammen og stå igennem. Som forfatterne i bogen skriver: Hvis de bliver mødt med misbilligelse og afvisning i skolen eller i andre fællesskaber uden for deres hjem, hvor de ikke får omsorg, ikke får opbygget et normalt selvværd, ikke får normer indprentet, risikerer de at knække og opgive drømmen om og kampen for et normalt godt liv, som de jo inderst ved, at de ikke er født med en ret til.

De brændte børn
Udgangspunktet for at få fanget dem ind, og rettet op kræver ganske meget af omgivelserne - både de officielle myndigheder, men også frivillige organisationer og enkeltpersoner fx naboer, kan spille en helt afgørende rolle i dette arbejde. Men det kræver at man bliver mindre håndsky i de professionelle rækker. Som det nævnes, bliver det helt livsafgørende, at lærerne i skolen og pædagogerne i fritidstilbuddene formår at se og forstå de brændte børn og potentialet i dem, for der er som regel ikke andre til at hjælpe dem.

Målet må være, at vi skal behandle dem socialpædagogisk med fokus på læring og kærlighed i lange forløb hen mod et bæredygtigt voksenliv og med en klippefast tro på, at de kan, fremfor at behandle dem socialpsykiatrisk, hvor vi sygeliggør deres adfærd.

Bogen forsøger at afkode de bagvedliggende årsager til et mønsterbrud, i håb om at læren fra disse historier kan overføres til børn, der vokser op i dag med et socialt handicap, hvor omsorgssvigt og normløshed spiller en central rolle.

Der skal sætte langt mere målrettet ind på at spotte familier, der udvikler social mistrivsel, og der skal sættes massivt ind med familievejledning på mange planer. Og hvis det ikke er nok, er forfatterne ikke blege for at anbefale, at et barn i kortere eller længere tid skal fjernes fra hjemmet. Men alt andet skal forsøges først.

Kurser nødvendige
Det altafgørende for udsatte børn i mislykkede familier, er at der findes andre voksne end forældrene, som kan hjælpe dem med at opbygge, hvad hjemmet har nedbrudt. For alle børn har brug for hjælp til at finde deres talent, deres ild og deres passion. For sandheden er, at brændte børn har brug for mere hjælp end andre børn.

Konkret peger forfatterne på, at de sociale myndigheder bør stille forældrekurser til rådighed fra fødslen og sætte ind med helhedsorienterede sociale familieindsatser, når der spores familier med udfordringer.

Igen og igen nævnes vigtigheden af at høre barnet selv, men også at et brud med den negative sociale arv ikke kan ske uden en støtte fra andre voksne personer. Den 'vigtige anden' har en helt central rolle i muligheden for børns mønsterbrud.
Bogen er ud over at være en spændende socialpolitisk fortælling om ti mønsterbryderes liv, også en nødvendig påmindelse om, at ikke alle børn i dette samfund lever lige lykkeligt. 

Det bør de offentlige forvaltninger, og ikke mindst dknyt's læsere, skrive sig bag ørerne.

Med disse ord skal denne bog anbefales på bedste vis.