Ny undersøgelse:
Specialister i ældreplejen skal have tid til at lære fra sig
I dag lever omkring hver tredje dansker med én eller flere kroniske sygdomme, heriblandt diabetes, KOL, gigt og astma.
Dette stiller større krav til sundhedspersonalets kompetencer i hjemme- og sygeplejen, og derfor har Vive undersøgt udfordringer og potentialer for at implementere ny viden om kroniske sygdomme i den kommunale ældrepleje i Region Syddanmark.
Undersøgelsen viser, at organisatoriske forhold så som udfordringer med rekruttering, et øget arbejdspres, store omstillinger og en stram økonomi gør det svært at prioritere arbejdet med kompetenceudvikling ude i ældreplejen.
- De enkelte kommuners organisatoriske læringskapacitet er under pres. Vi ser en tendens til, at kortere og mere uformelle kompetenceudviklingstiltag erstatter længerevarende og formaliseret kompetenceudvikling, siger Vibeke Kristine Scheller, senioranalytiker i Vive, i en pressemeddelelse.
Derudover fylder organisationens behov mere end medarbejdernes individuelle ønsker.
Syv konkrete tiltag
I undersøgelsen peges der på syv tiltag, som kan forbedre udbyttet af kompetenceudvikling i landets kommuner.
Ressourcepersoner, som fx kan være sygeplejersker eller sosuer med et fagligt ansvarsområde som diabetes eller sårpleje, er et vigtigt redskab til at øge kompetenceudviklingen.
- Ressourcepersoner er centrale facilitatorer for, at ny viden ikke alene bliver introduceret, men også bliver implementeret i det daglige arbejde, særligt i forhold til kroniske sygdomme, siger Vibeke Kristine Scheller.
Fordi ressourcepersonerne ofte indgår i den daglige drift, kan det være svært for kommunerne at prioritere, at de får udviklet de nødvendige, pædagogiske kompetencer og har tiden til at facilitere vidensdeling og undervisning.
- Det er vigtigt, at kommunerne overvejer forskellige modeller for tidsstyring, hvor ressourcepersoner enten får beskyttet tid til planlægning eller fungerer som kontaktpersoner med fleksibel arbejdsplan, siger Vibeke Kristine Scheller.
Cases i undervisning
Et andet tiltag går på at inkorporere casebaseret undervisning i kompetenceudviklingen. Dialogrum, hvor medarbejdere udvikler fælles forståelser og arbejdsgange, er særligt værdifulde, fortæller Vibeke Kristine Scheller.
- Når medundervisere og borgereksempler, som kommer fra medarbejdernes egen hverdag, bliver inddraget i organiserede undervisningsforløb, styrker det undervisningens relevans og gør det overførbart til den konkrete arbejdssituation.
For at fastholde ny viden er det vigtigt at gentage læringen løbende. Dette kan eksempelvis gøres gennem quizzer eller refleksionsøvelser.
Læs hele undersøgelsen her.
De syv tiltag til kompetenceudvikling
- Vælg en model for kompetenceudvikling, der matcher kommunens rammevilkår.
- Benyt årshjul og kompetenceplaner, der understøtter systematik.
- Vidensdel via møder og tværfaglig dialog.
- Understøt gennem digitale redskaber.
- Sørg for, at ressourcepersoner sikres tid og redskaber.
- Brug lokale cases i undervisning, da de giver forankring.
- Prioriter ressourcerne.
SRS
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.