dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat

Socialtilsyn: Børn bliver anbragt ulovligt i ikke-godkendte tilbud

Kommuner bryder loven, når de undlader at orientere socialtilsynet om akutanbringelser i ikke-godkendte tilbud. Minister vil udsende  orienteringsbrev, men det er ikke nok, lyder kritikken.
24. OKT 2024 11.50

Hvert år anbringes udsatte børn, unge og voksne akut i tilbud, som ikke er godkendt til anbringelse. Når det sker, skal kommunerne ifølge lovgivningen orientere socialtilsynet – men det er ikke altid tilfældet, lyder meldingen fra flere socialtilsyn. Ifølge en ekspert er der tale om en alvorlig lovovertrædelse. Det skriver Socialmonitor.

Flere af landets fem socialtilsyn har oplyst til socialministeren, at kommuner undlader at orientere tilsynene om anbringelserne.

- Flere af socialtilsynene har således i deres bidrag til besvarelsen oplyst, at de vurderer, at der forekommer akutanbringelser, som socialtilsynene ikke bliver orienteret om, lyder det fra Sophie Hæstorp Andersen (S) i et svar på et udvalgsspørgsmål.

I et uddybende svar til Socialmonitor oplyser Socialtilsynet Hovedstaden, at det hænder, at de ad omveje får informationer om, at kommuner gør brug af ikke-godkendte tilbud – uden at orientere socialtilsynet om det.

"Vi fører ikke statistik vedrørende antallet af tilfælde, hvor vi får viden om, at borgere er visiteret til ophold i ikke-godkendte tilbud. Da vi sidste gang gjorde status på området – i januar 2024 – kunne vi i vores journalsystem identificere, at vi i løbet af 2023 er stødt på fem tilfælde. Vi vurderer dog, at der er et mørketal på dette område", skriver Socialtilsynet Hovedstaden i et skriftligt svar til Socialmonitor.

Alvorligt lovbrud

At kommuner landet over bryder loven, når de undlader at orientere socialtilsynet, er ifølge lektor i socialt arbejde ved Via University College Christine Hemme alvorligt.

- Det står sort på hvidt i loven, at kommunerne skal orientere tilsynsmyndigheden. Og det er jo socialtilsynets pligt at sikre, at anbringelsesstedet kan varetage et barns behov. Derfor synes jeg, det her er alvorligt, for kommunerne skal overholde loven, som er til for at sikre den anbragte, siger hun til Socialmonitor.

Ifølge loven har kommunerne i dag mulighed for at akutanbringe borgere i ikke-godkendte tilbud i op til tre uger. I disse tilfælde skal socialtilsynet straks orienteres om anvendelsen af det ikke-godkendte tilbud, og der kan – når særlige grunde taler for det – træffes afgørelse om at anvende tilbuddet i yderligere tre uger.

Orienteringsbrev på vej

Socialminister Sophie Hæstorp Andersen er bekendt med problemstillingen om, at kommuner akutanbringer borgere i ikke-godkendte tilbud.

Hun oplyser i en besvarelse på et paragraf 20-spørgsmål, at hun vil udsende et orienteringsbrev for at gøre kommunerne opmærksom på deres forpligtelse til at overholde reglerne om akuttilbud i serviceloven og barnets lov. Ifølge svaret vil brevet blive udsendt i løbet af kort tid.

Karina Adsbøl (DD), som havde stillet paragraf 20-spørgsmålet om brug af ikke-godkendte tilbud ved akutanbringelser, er ikke tilfreds med, at ministeren vil udsende et såkaldt hyrdebrev.

- Jeg synes, ministeren burde tage det mere alvorligt. Det hyrdebrev kommer ikke til at ændre noget - ministeren burde handle og stramme op og sikre sig, at de regler og love bliver overholdt og fulgt.

- Gang på gang ser vi desværre, at lovgivningen ikke bliver overholdt, og der er ingen konsekvenser ved det. En mulighed kunne være, at give Socialtilsynet eller Ankestyrelsen flere muskler. Ligemeget hvad må det være ministerens ansvar at følge op på det.

Socialministeren har ikke ønsket at kommentere på kritikken.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.