dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat

Skolen mangler plads: Nu bliver elever undervist på tidligere toilet

Specialskole i Silkeborg er så presset fysisk, at man har rykket lærere og pædagoger ud og lavet alternative klasser. Pladsmanglen belaster både børn og voksne.

SILKEBORG: Det er med at tænke i alternative løsninger, når en skole bygget til 90 elever skal kunne rumme 130 - og endnu flere fremover. Derfor har man på Dybkær Specialskole i Silkeborg, der har elever med særlige og meget krævende behov, forsøgt at tænke kreativt, skriver TV2 Østjylland.

Med en overbelægning på næsten 150 procent har skolen den seneste tid fundet cirka 300 kvadratmeter ved at rykke personalerum, chaufførstue, kontorer og lærerværelse ud af skolen, for at gøre plads til elevrum og klasselokaler.

- Jeg synes, det er en ganske udmærket løsning ud fra de muligheder, der er lige her og nu, siger Pia Winther, der er skolebestyrelsesformand på Dybkær Specialskole og mor til en dreng på skolen.

I stedet er medarbejderne rykket over på den nedlagte naboskole, der blev erklæret uegnet til videre brug. Derfor har skolen fået 3,4 millioner kroner fra kommunen til at udvide og omdanne lokalerne.

Det betyder, at lærere og pædagoger må pendle mellem de to skoler mange gange om dagen.

- Det er klart, at det kunne altid være bedre, men ud fra det muliges kunst, synes jeg, man er kommet godt afsted med det, tilføjer Pia Winther.

Særligt udsatte

Eleverne på Dybkær Specialskole er en gruppe af elever, som spænder bredt og kan have behov for hjælp til mange ting, lige fra spisning og toiletbesøg til bevægelse og tale.

Og netop den gruppe af elever er særligt udsat ved pladsmangel.

- Hvis man tager nogle af de allermest sårbare med de største behov, så har det selvfølgelig en langt større og langt mere umiddelbar effekt, at der er rigtig mange på få kvadratmeter, fortæller Jesper Højer Larsen, fællestillidsrepræsentant i Silkeborg Kommune for pædagogerne.

Trods det store arbejde med at skaffe mere plads, så går flere af eleverne i klasser med 11 eller 10 elever, selvom der optimalt kun skal være seks til otte elever i klasserne.

- Hvis ro er et udviklingskrav for den enkelte, så vil den udvikling være bremset eller i værste fald gå baglæns, siger Jesper Højer Larsen.

En mor til en elev på skolen har tidligere til TV2 Østjylland fortalt om sin bekymring for forholdene på skolen.

Der bliver ikke lavet trivselsundersøgelser af elever på Dybkær Specialskole på samme måde som almindelige skoler, men hos de ansatte endte miljøet omkring det stigende antal elever i 2023 med et påbud fra Arbejdstilsynet.

Her blev Dybkær Specialskole bedt om at sikre ansattes sikkerhed og sundhed på kort og langt sigt for at undgå arbejdsbetinget vold og høj følelsesmæssig belastning.

Pavilloner kan være løsning

I dag har Arbejdstilsynet ikke haft anmærkninger og skolen har fået ny ledelse, men mængden af elever fortsætter med at stige, hvilket påvirker personalet.

- Langt de fleste finder i samarbejde med ledelsen løsninger, men der er også nogle, der går i stykker på det. Der er nogle, som får meget stresslignende symptomer og går hjem med uforløst sag - nogle gange dag ud og dag ind, fortæller fællestillidsrepræsentanten for pædagogerne, Jesper Højer Larsen.

Skole og kommune arbejder på endnu en løsning, der kan skabe mere plads de næste tre til fem år. Der er nemlig ifølge Silkeborg Kommune brug for minimum ti ekstra pladser, når det nye skoleår starter i 2025.

Her er ejendomsafdelingen kommet frem til, at den bedste løsning er pavilloner indrettet særligt til specialelever. De skal kunne rumme 40-60 elever og koster 5 millioner kroner.

- Vi laver mange pavillonløsninger i kommunen og har fået god feedback på dem, vi har. Det har været et fælles ønske fra skole og kommune, siger Gitte Willumsen, formand for Dagtilbuds-, Skole- og Familieudvalget i Silkeborg Kommune.

Det bliver en slags modulbyggeri med gulvvarme, der ligner et hus udefra og skal stå færdig 1. august, når de nye elever starter.

Langsigtet plan

Der arbejdes også på en langsigtet plan, men indtil den er klar, så hilser formanden for skolebestyrelsen forslaget velkommen.

- Det er en god mulighed for at få noget mere plads til både personale og eleverne, fremfor at vi skal vente på det nye byggeri, som vi ikke ved, hvornår præcis står færdigt, siger Pia Winther.

Er du træt af, at der ikke er gjort noget tidligere?

- Det kunne være rart, hvis der var nogle politikere, der havde set det her komme. Hvis man ser på tilvæksten i kommunen, så har man godt kunnet se, at det ville blive et problem, mener Pia Winther.

Udvalgsformand Gitte Willumsen fortæller, at der stadig bliver arbejdet på, hvor meget skolen skal udvides og om fremtidige elever skal gå andre steder.

Har I sovet i timen i forhold til at komme i gang med en udvidelse af Dybkær Specialskole?

- Jeg synes, vi har fundet gode løsninger hele tiden, og vi vurderer, hvornår det giver mening at bygge, siger Gitte Willumsen, formand for Dagtilbuds-, Skole- og Familieudvalget.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.