Skær endelig bare de sociale udgifter ned

At få de kommunale anbringelsesbudgetter til at sprænge er i virkeligheden en meget nem manøvre: På den korte bane handler det såmænd bare om, at man i budgetlægningsfasen skærer udgifterne til de sociale indsatser rigtig langt ned. Fordi kommunerne har den lovmæssige forpligtelse til at give de udsatte børn og unge det rigtige tilbud, hvilket i de meget komplekse sager kan omfatte en anbringelse, så vil en overskridelse af budgettet ofte komme helt af sig selv.

Er man i det kritiske hjørne på en halvdårlig dag, kan man mistænke kommunerne for helt bevidst at fremme mediernes fokusering på budgetoverskridelser: Som om det er anbringelserne, der er problemet. Der er eksempler på, at nogle kommuner så efterfølgende legitimerer de billigere løsninger med henvisning til den gamle sang om, at de sociale indsatser jo alligevel ikke virker...

I den virkelige verden ville det være mere hæderligt at begrunde valget af billige løsninger med økonomiske hensyn. Omvendt er det ikke lovligt, så let er det ikke ...

Ingen eksplosion
På den lange bane ser strategien ud til primært at være skabt ud fra devisen: Hvis vi gentager det tilstrækkeligt ofte, så vil de begynde at tro på det ...
Man bruger med andre ord gentagelsen til at konstruere en sandhed, som ikke findes. Jeg minder om en af konklusionerne fra 'Når man anbringer et barn II. Årsager, effekter af anbringelsesforanstaltninger og konsekvenser - udgivet af Rockwool Fondens Forskningsenhed og offentliggjort den 22. april 2013, hvoraf det fremgår:

'Fra tid til anden rammes danske medier af historien om, at udgifterne til anbringelser er eksploderet de senere år. Men det er ikke korrekt. Siden år 2000 har de ligget på samme niveau, nemlig 15 til 17 mia. kr. om året i faste 2011-priser.'

Samtidig må man - på en helt almindelig dag - også anerkende de økonomiske udfordringer, som kommunerne har, fordi det er, som den nye familiechef i Guldborgsund Kommune Lis Hamburger sagde til Altinget (31/7): 'Jeg kan jo ikke vide, om vi i morgen pludselig bliver opmærksom på fire familier med børn, som har brug for anbringelser. Man kan ikke bare stille kvalitetsstandarder op og så rette ind efter dem, som vi i højere grad kan gøre det på eksempelvis sundhedsområdet. Det her område er anderledes uhåndterbart.'
Befriende ærligt...

Naivt
Under alle omstændigheder er det naivt at tro, at man kan spare penge ved ikke at gøre noget: Ovenstående historie og flere lignende - herunder at socialrådgivere i Aarhus Kommune i næsten tusind tilfælde systematisk har overskredet lovpligtige frister for at hjælpe socialt udsatte unge er et tydeligt fingerpeg om, at når det det nu formentligt hverken er ondskab eller dumhed, der driver politikere og embedsmænd til at træffe dårlige valg, så har vi at gøre med en samfundsmæssig udfordring:

Hvordan vil vi som samfund håndtere den kendsgerning, at der vedvarende er børn og unge, der bærer på så komplekse problemstillinger, at vi sammen skal skabe forudsætningerne for, at der sættes de nødvendige ressourcer af, så lovgivningen overholdes og de udsatte børn og unge får det rigtige tilbud?

Vi er rigtig glade for, at ombudsmanden følger udviklingen.
Måske der en dag er politisk flertal for, at de mest specialiserede børn- og ungesager løsrives fra de kommunale økonomier. I håndterbarhedens navn, forstås ...


Søren Skjødt, formand for FADD, Foreningen af Danske Døgninstitutioner