Seks tidligere anbragte børn kræver erstatning
AARHUS: Seks tidligere anbragte børn på behandlingshjemmet Bøgholt kræver hver 300.000 kroner i erstatning fra Aarhus Kommune.
Det oplyser Pramming Advokater, der står bag erstatningskravet, til TV 2.
Det er 6 ud af de 16 tidligere anbragte børn, der medvirker i TV 2's dokumentar "Bøgholts misbrugte børn". Her fortæller de, at de for flere årtier siden blev udsat for seksuelle krænkelser af ansatte på Bøgholt.
Erstatningskravet vedrører ifølge TV 2 perioden fra 1980 til 1996. Dengang var det Aarhus Amt, der drev Bøgholt og havde tilsynspligt med institutionen.
Efter kommunalreformen i 2007 er ansvaret overgået til Aarhus Kommune.
Idømt betinget fængsel
I dokumentaren "Bøgholts misbrugte børn" rettes der beskyldninger mod syv af de pædagoger, som arbejdede på Bøgholt i løbet af 1970'erne, 1980'erne og 1990'erne.
En af dem blev i 1987 anmeldt til politiet, og i 1988 blev han idømt otte måneders betinget fængsel for at have haft samleje med anbragte børn samt for seksuel omgang med en 13-årig pige.
I et skriftligt svar til TV 2 oplyser Anne Bjerg, der var leder af Bøgholt fra 1979 til 2004, at hun bortviste manden og selv stod bag den indberetning, der senere førte til en politianmeldelse og en dom. Det har ikke været muligt for TV 2 at verificere oplysningen.
Hun skriver desuden, at hun ikke kan genkende anklager om, at hun har haft kendskab til kritisable forhold på Bøgholt, ud over de tilfælde hun har handlet på.
Bøgholt var et behandlingshjem i Viby i Aarhus Kommune. Behandlingshjemmet lukkede i 2014, og i dag bruges stedet til socialpædagogiske tilbud til børn.
Godhavn-drenge fik undskyldning
Tidligere har der været andre beretninger om overgreb på danske børne- og behandlingshjem, herunder drengehjemmet Godhavn.
Efter en DR-dokumentar om de såkaldte godhavnsdrenge, altså de nu voksne mænd, som havde været på drengehjemmet, blev der sat fokus på emnet.
Der blev foretaget en undersøgelse af omfanget af overgreb på børn på 19 danske børnehjem i perioden 1945-1976, og godhavnsdrengene fik i 2019 en officiel undskyldning fra statsminister Mette Frederiksen (S).
Siden har en række tidligere anbragte drenge på Godhavn fået erstatning.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.