Rekordmange ikke-vestlige indvandrere er i arbejde
Antallet af ikke-vestlige indvandrere i arbejde har pil op og er steget hvert eneste kvartal siden 2021.
I fjerde kvartal i 2023 havde 217.328 ikke-vestlige indvandrere et lønmodtagerjob. Det er flere end nogensinde før. Det viser tal fra Danmarks Statistik.
Fra fjerde kvartal i 2022 til samme kvartal året efter er antallet af ikke-vestlige indvandrere i arbejde steget omkring 7,8 procent. Ser man på udviklingen over ti år, er antallet blevet mere end fordoblet.
- Det danske arbejdsmarked har været brandvarmt de seneste år, og virksomhederne og det offentlige har i stor stil efterspurgt arbejdskraft. Det betyder, at mange ikke-vestlige indvandrere har fået foden indenfor på arbejdsmarkedet, siger Kristian Skriver, seniorøkonom i Dansk Erhverv.
Mange ukrainere i job
En del af forklaringen på den store fremgang i beskæftigelsen blandt ikke-vestlige indvandrere er, at mange af de ukrainere, som er ankommet til Danmark, er kommet i job. Det fremgår af en analyse fra Dansk Erhverv.
I opgørelser fra Danmarks Statistik er vestlige lande defineret som EU og associerede lande samt de fire angelsaksiske lande, mens ikke-vestlige lande er resten af verden. Heriblandt Ukraine.
Ifølge Dansk Erhverv var i alt 19.900 ukrainere i job i fjerde kvartal i 2023. Men det kan langtfra forklare hele fremgangen.
Ser man bort fra ukrainere, er antallet af ikke-vestlige indvandrere i arbejde steget med 91 procent de seneste ti år ifølge Dansk Erhverv.
- Ikke-vestlige indvandrere har historisk set haft en lidt dårligere tilknytning til arbejdsmarkedet end andre. Derfor har der været et stort potentiale for at øge beskæftigelsen, og det har vi set er sket i løbet af de seneste år, siger Kristian Skriver.
Udsigt til fald
Også den generelle beskæftigelse er steget den seneste tid. Den rundede i efteråret for første gang nogensinde tre millioner.
Kristian Skriver forventer, at den generelle beskæftigelse kommer til at falde en anelse i løbet af året. Det betyder også, at antallet af ikke-vestlige indvandrere i job risikerer at falde.
- Det er nogle af dem, der er kommet sidst ind på arbejdsmarkedet, så der er også risiko for, at det er nogle af dem, der først ryger ud af arbejdsmarkedet, siger Kristian Skriver.
- Men vi forventer ikke, at vi ser et enormt fald i beskæftigelsen hos den her gruppe, lyder det videre.
Ikke-vestlige indvandrere arbejder ifølge Dansk Erhverv især inden for sundhed og socialvæsen, rengøring, industri og på hoteller og restauranter.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.