dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat
Organisationer efterlyser handleplan for voldsramte børn
Tre organsisationer efterlyser national handleplan for voldsudsatte børn. (Arkivfoto)
Foto: Mads Jensen/Ritzau Scanpix

Organisationer efterlyser handleplan for voldsramte børn

Vive-undersøgelse peger på, at børn og unge udsat for vold og seksuelle overgreb sjældent går til myndighederne først.
17. JUL 2024 11.15

Organisationerne Børns Vilkår, Red Barnet og Danner efterlyser et større fokus på børns retssikkerhed og en egentlig handleplan for voldsudsatte børn, skriver DR. I løbet af 2025 ventes der at komme anbefalinger til forebyggelse, opsporing og behandling af børn og unge udsat for vold i hjemmet fra en arbejdsgruppe nedsat af Social- og Boligministeriet.

- I vores nordiske nabolande har man nationale handleplaner på området. Og det er noget, vi i Red Barnet kæmper for, vi skal have i Danmark: en national handleplan med fokus på at nedbringe antallet af børn, der udsættes for fysisk og psykisk vold, siger psykolog og chef for beskyttelse mod overgreb i Red Barnet Pernille Spitz.

Barnets Lov blev indført den 1. januar og er ifølge direktør i Danner Mette Marie Yde et skridt på vejen, men en handleplan vil understøtte børn i højere grad: "Vi har brug for, at vi ser på børn som individuelle rettighedshavere i egen ret", siger Mette Marie Yde. Også projektchef i Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (Vive) Katrine Iversen bakker på kanalen op om organisationernes kritik.

Krav til fagpersonerne

Vive offentliggjorde sidst i maj resultaterne af en kvalitativ undersøgelse lavet for Social- og Boligstyrelsen, hvor 20 børn og unge mellem 12 og 25 år var blevet interviewet om deres erfaringer med at fortælle om vold eller seksuelle overgreb.

Den konkluderer bl.a. at det er sjældent, at de voldsramte fortæller om det til myndighederne først, og at det derfor først her opdages sent eller slet ikke. Og der stilles høje krav til de fagpersoner, der så møder børn og unge, som har været udsat for vold og overgreb, siger forsker Sofie Henze-Pedersen, der stod bag undersøgelsen.

- Børnene og de unge befinder sig i en meget kompleks situation, og mange er lang tid om at erkende, hvad der er sket – og selv når de erkender det, kan de stadig være i tvivl om det, der er hændt, og det kan få betydning for, om de fortæller det til nogen, siger Sofie Henze-Pedersen.

Tre faser

Formålet med rapporten er bl.a. at belyse, hvilke mekanismer der kan fremme eller hindre, at børn fortæller om deres oplevelser, samt afdække deres oplevelser af håndteringen af sagernes forløb.

De ses i tre faser: erkendelsesfasen, opsporingsfasen og håndteringsfasen, der ofte væves ind i hinanden. Særligt håndteringsfasen involverer sagsskridt fra myndighederne.

- Når en ung for eksempel skal genfortælle sine oplevelser til de myndigheder, der håndterer sagen, så kan det føre til nye indsigter og erkendelser for den unge. Det er derfor helt afgørende, at der skabes et tillidsfuldt rum, hvor personer omkring den unge støtter vedkommende til at forstå hændelserne og giver den unge mulighed for at sætte ord på det, som er vigtigt for vedkommende, siger Sofie Henze-Pedersen.

Undersøgelsens hovedresultater omtaler ti opmærksomhedspunkter til samtalerne med børn og unge med fokus på at skabe rammerne og være en god dialogpartner. Bl.a. det at skabe fortrolige rammer, være transparent og forklarende omkring forløbet, samt være opmærksom på tegn, give tid og følge op og være bekræftende og lyttende.

Se rapporten fra undersøgelsen "Børn og unges erfaringer med at fortælle om vold og seksuelle overgreb" her.

Se undersøgelsens hovedresultater her.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.