Ny analyse sætter tal på 'et beskedent, men sundt liv'
En ny analyse sætter præcise (gennemsnits)tal på, hvad det mindst koster at leve i Danmark, hvis man skal opretholde 'et beskedent, men sundt liv med mulighed for en vis deltagelse i familie- og samfundsmæssige sammenhænge'. Sammenholdt med reglerne for kontanthjælpsloft er resultatet, at der for alle beregnede familietyper med kontanthjælpsmodtagere over 30 år, undtagen enlige uden børn, er mere end det nødvendige minimum at gøre med, hvis man ser på bolig- og andre leveomkostninger under ét.
Ser man imidlertid på leveomkostninger, efter at boligudgifter og eventuel egenbetaling til daginstitution er betalt, så er der generelt, undtagen for par med et barn, mindre at gøre med, end analysen opregner som minimum.
Når sammenligningen på den måde peger i forskellige retninger, skyldes det at analysen fra Rockwool Fondens Forskningsenhed i samarbejde med Center for Alternativ Samfunds Analyse (CASA) opererer med rådighedsbeløb efter skat, mens kontanthjælp udmåles før skat. Kontanthjælpslofterne er derfor ikke umiddelbart sammenlignelige med minimumsleveomkostningerne i analysen, men Beskæftigelsesministeriet har på basis af kontanthjælpslofterne udregnet rådighedsbeløb efter skat for forskellige familietyper, således at det er muligt at uddrage nogle hovedtræk (se også skema længere nede på siden):
For enlige uden børn beregner Rockwool-analysen et minimumsbehov på 6.082 kr. plus 3780 kr. til boligudgifter, i alt 9.862 kr. om måneden. Ministeriets tilsvarende tal er 5.300 kr. plus 3.600 kr., i alt 8.900 kr. eller små 1.000 kr. for lidt i forhold til 'et beskedent, men sundt liv'.
For enlige med et barn siger Rockwool 7.538 kr. plus 4.410 kr., i alt 11.948 kr. mod ministeriets 7.300 kr. plus 7.300 kr., i alt efter diverse afrunding 14.500 kr. og altså godt 2.500 kr. mere end det beregnede minimum. For enlige med to børn er Rockwools tal 10.434 kr. plus 5.040 kr., i alt 15.474 kr. mod ministeriets 10.300 kr. plus 7.300 kr., i alt 17.600 kr. og dermed godt 2.200 kr. over minimum.
For par er situationen generelt bedre end for enlige.
Et par uden børn har ifølge Rockwool brug for 10.630 kr. plus 4.410 kr. til bolig, i alt 15.040 kr. Her siger Beskæftigelsesministeriets afrundede tal 9.300 kr. plus 7.200 kr. til bolig, i alt 16.500 kr. eller små 1.500 kr. mere end Rockwools minimum.
For par med et barn er Rockwools tal 11.915 kr. plus 5.040 kr., i alt 16.955 kr., hvor ministeriet siger 14.000 kr. plus 7.400 kr. samt 900 kr. til egenbetaling til daginstitution, i alt 22.300 kr. Her er der hele 5.300 kr. ned til minimumsgrænsen.
Et par med to børn udmåler Rockwool til 14.689 kr. plus 5.670 kr. til bolig, i alt 20.359 kr., mens ministeriets tal er 14.600 kr. plus 7.400 kr. plus 1.300 kr. til egenbetaling, i alt 23.200 kr. efter afrunding og dermed godt 2.800 kr. over minimum.
Et par med tre børn skal ifølge Rockwool bruge 16.922 kr. plus 6.300 kr., i alt 23.222 kr. mod ministeriets 15.500 kr. plus 7.400 kr. plus 1.300 kr, i alt efter afrunding 24.100 kr. eller små 900 kr. over minimum.
Samme tal som ovenfor fremstillet skematisk:
Der er i alle tilfælde tale om gennemsnitstal gældende for kontanthjælpsmodtagere over 30 år.
Man bemærker at Rockwool-analysen generelt lægger sig på et lavere niveau for boligudgifter end Beskæftigelsesministeriet. Hvis man derfor lægger vægt på rådighedsbeløbet efter at boligudgifterne er betalt, ligger ministeriets tal for de fleste familietypers vedkommende under Rockwools og altså med mindre til rådighed end analysens minimum.
Læs eller download analysen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.