dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat

Mistroisk ambulancelæge og en usædvanlig morgen

De ansatte i akutmodtagelsen registrerede cpr-numre, fordi fire indlæggelser fra samme plejecenter var usædvanligt, forklarede læge i Retten i Randers.

RANDERS: Flere sundhedsfaglige medarbejdere i Randers fandt det mistænkeligt, at flere beboere fra samme plejecenter - Tirsdalen - blev indlagt samme dag. Én mistænkte dengang fejl i procedurerne, imens en anden frygtede madforgiftning.

Det er retsdag nummer fire i sagen mod en sosuhjælper, som er tiltalt for drab og drabsforsøg. En række vidner har i løbet af formiddagen fortalt om deres opfattelse af, hvad der skete lige op til og under indlæggelserne af de fire beboere 27. februar sidste år, og hvad de enkelte beboeres sundhedstilstand var.

Dagens første vidne var en sosuassistent, som var på arbejde 27. februar. Hun var på arbejde på en anden afdeling, men blev kaldt over på Tirsdalen den morgen, hvor alarmen gik i gang, da flere beboere var syge med lignende symptomer.

Efter at to af beboerne blev indlagt i tilstande, hvor de var ukontaktbare, var medarbejderen chokeret. Hun fortalte, at i de 15 år hun har haft tilknytning til Tirsdalen, havde hun aldrig set noget lignende.

- Vi var fuldstændig chokerede, vi stod og kiggede på hinanden. Det havde vi aldrig været udsat for før. To beboere på en gang, som var ukontaktbare. Jeg tænkte rigtig længe over, hvad der var foregået. Hvad de havde spist i går, om der kunne have været noget i maden, forklarede hun.

Efter de to første indlæggelser, hvor hun var rystet, blev hun ringet op af en kollega igen. Kollegaen sagde i telefonen, at nu var den gal igen.

Efterfølgende blev yderligere to beboere fundet i ukontaktbar tilstand. Alle fire beboere blev denne dag indlagt, hvorefter den ene afgik ved døden 1. marts. Hun fortalte, at hun aldrig har set, at medicin flød på Tirsdalen, som den tiltalte har beskrevet forholdene.

- Aldrig. Som i aldrig, sagde hun.

Blev mistroisk ved den tredje indlæggelse

En ambulancelæge fortalte, at ambulancerne hyppigt kører til plejehjem generelt, da mange beboere er svækkede og multisyge.

Han konstaterede dog et atypisk mønster den 27. februar, hvor flere beboere fra Tirsdalen var bevidsthedssvækkede, i kritiske tilstande og flere af dem skulle have hjerte-lungeredning.

- Når vi kommer hen til tredje mand på et plejehjem på samme dag, så begynder jeg at blive mistroisk. Hvis man kigger på den enkelte, så er de svækkede og multisyge, men da det er den tredje bliver jeg mistroisk, det kan ikke passe at vi skal køre tre gang til det samme sted, siger lægen, som var med i ambulancen ved tre af beboernes indlæggelser.

Han fortalte, at da de ankom, spurgte han personalet, om der kunne være noget galt med procedurerne, og om der var mange vikarer, mangel på faste medarbejdere på vagt eller lignende, for han vurderede, at disse tre indlæggelser, med personer med samme bevidsthedssvækkede tilstande, ikke virkede tilfældige.

En ambulanceredder vidnede også på dagens retsmøde. Han havde været til stede ved en indlæggelse, hvor en vagtlæge havde vurderet, at beboeren skulle indlægges. Det blev den sidste og fjerde indlæggelse den dag. 

Akutmodtagelsen undrede sig

På akutmodtagelsen på Randers Sygehus var en læge undrende over, at så mange beboere fra Tirsdalen blev indlagt lige efter hinanden.

- Hvorfor kan du huske lige den vagt?, spurgte specialanklageren Jesper Rubow.

- Fordi vi gik hjem og syntes, at noget var mærkeligt, noget hang ikke sammen. Vi gik og samlede cpr-numre sidst på dagen, det har jeg aldrig prøvet før, hverken før eller siden. Vi fik fire fra samme plejehjem, og selv hvis det bare havde været to, ville jeg synes var mærkeligt, fortalte hun og fortsatte:

- Vi anklagede ikke nogen, men vi kunne bare sige, at det var atypisk. Jeg har aldrig set noget lignende.

Cpr-numrene blev givet videre til overlægen, som i starten af marts anmeldte indlæggelserne til Styrelsen for Patientsikkerhed. 

Den tiltalte nægter sig skyldig. Der er i alt 39 vidner i sagen og der forventes dom i slutningen af februar. 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.