Minister: Køge skal redegøre for Corona Camping
KØGE: Social- og Boligministeriet har nu bedt Køge Kommune om at udarbejde en skriftlig redegørelse om den omstridte Corona Camping. Det oplyser social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) i et skriftligt svar til folketingsmedlem Susie Jessen (DD).
På campingpladsen bor omkring 80 fastliggere, som ulovligt også bor der om vinteren. De fik besked af kommunen på at forlade stedet 15. februar, men nægtede, hvorfor kommunen bebudede, at den ville melde dem til politiet.
I går modtog beboerne ifølge sn.dk politianmeldelsen - samme dato som det igen blev lovligt for beboerne at bo på pladsen, da lovens forbud mod vintercamping kun gælder fra 1. november til 28. februar.
Kommunen har tidligere argumenteret med, at ikke blot er det ulovligt at bo på campingpladsen året rundt, men forholdene er heller ikke gode nok.
- Når man bor i bunden af et samfund, skal man ikke bo i en campingvogn, så skal man bo ordentligt, har medlem af planudvalget Jonas Whitehorn (S) tidligere sagt til DR.
Afslag på at henvise?
Susie Jessen fortæller til sn.dk, at hun har hørt fra flere, at kommunen selv har henvist til pladsen, og at der er flere eksempler på, at kommunen giver afslag på at hjælpe folk, der har søgt om en anden bolig.
Derfor havde hun bedt ministeren svare på, om hun ville indhente en skriftlig redegørelse fra kommunen, "herunder om beslutningen om, at fristen for at være ude af campingpladsen blev fastsat til den 15. februar og dermed 14 dage, før vintersæsonen slutter, og at beboere, som har søgt væk, har fået afvisning fra kommunen på en akutbolig?"
Og det vil ministeren altså godt.
Overblik over sagen
- I marts 2017 anmelder Danmarks Naturfredningsforening Corona Camping for ulovlige terrænændringer og begyndende beboelse i det fredede område af mosen - pladsen ligger op ad fredet naturområde.
- I december 2018 udsteder Køge Kommune et påbud mod helårsbeboelse på pladsen. Fristen er 31. december 2019 - således får campingpladsen omkring et år til at afvikle helårsbeboelse.
- Herefter følger en dialog mellem kommunen og pladsens eje og advokater, som fører til, at fristen bliver forlænget til 31. maj 2020.
- Corona Camping klager over afgørelsen til Planklagenævnet, som i december 2021 hjemsendte afgørelsen til kommunen, da påbuddet var udstedt med en forkert lovhjemmel.
- I september 2022 udsender Køge Kommune ny varsel mod helårsbeboelse på campingpladsen. Fristen er 1. november 2022. Planklagenævnet stadfæster påbuddet.
- I januar 2023 beslutter Klima- og Planudvalget i Køge Kommune, at den nye frist skal sættes til 15. februar.
- 15. februar nægter fastliggere på Corona Camping at forlade pladsen, selv om embedsmænd fra kommunen kommer ud på pladsen og forsøger at håndhæve kravet. Køge Kommune meddeler i den forbindelse, at den vil politianmelde campingpladsen.
- 23. februar åbner et politisk flertal for, at der kan laves en forsøgsordning, så fem procent af en campingplads kan være til helårscamping. Corona Camping kæmper dog videre for, at alle deres 80 fastliggere kan blive på pladsen hele året.
Kilde: Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.