dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat
Minister hemmelig­holder 12 år gamle udflytningsudgifter
Foto: Ida Munch, Polfoto

Minister hemmelig­holder 12 år gamle udflytningsudgifter

Erhvervs- og Vækstministeriet afviser at give aktindsigt i en udregning på, hvad udflytningen af Sikkerhedsstyrelsen i 2004 kostede

Da Landdistriktsudvalget i december kaldte erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) i samråd, påpegede han, at flere af de regneeksempler på tidligere, dyre udflytninger, der dengang florerede i medierne, ikke var retvisende. Konkret brugte han udflytningen af Sikkerhedsstyrelsen til Esbjerg i 2004 som eksempel.

På baggrund af en rapport fra det tidligere velfærdsministerium skrev flere medier - deriblandt dknyt -  i december, at udflytningen af Sikkerhedsstyrelsen kostede en halv mio. kr. pr. medarbejder eller ca. 40 mio. kr. for 80 medarbejdere.

- Som bekendt ligger Sikkerhedsstyrelsen under Erhvervs- og Vækstministeriet. Derfor har jeg bedt mit ministerium se nærmere på de tal, der nu har floreret, og det viser sig, at de rigtige tal lander på knapt det halve, forklarede han i december under samrådet.

Ifølge ministeren var der sat 40 mio. kr. af til udflytningen, men det blev kun nødvendigt at bruge halvdelen, hvorfor den resterende del gik til oprydning efter fyrværkeriulykken i Seest. På den baggrund konkluderede ministeren, at regeringens store udflytning af 3900 statslige arbejdspladser ikke nødvendigvis bliver så dyr, som flere udtrykte bekymring for efter mediernes skriverier.

Internt dokument
Efter samrådet bad dknyt om aktindsigt i udregningerne. Men dem vil Erhvervs- og vækstministeriet ikke ud med. I en mail afviser ministeriet dknyts anmodning med henvisning til offentlighedslovens §23 og §24:

Retten til aktindsigt omfatter ikke interne dokumenter, der ikke er afgivet til udenforstående.

og

Retten til aktindsigt omfatter ikke interne dokumenter eller oplysninger, der udveksles mellem et ministeriums departement og dets underordnede myndigheder på et tidspunkt, hvor der er konkret grund til at antage, at en minister har eller vil få behov for embedsværkets rådgivning og bistand.

Ministeriet vil dog gerne oplyse, at der i 2004 og 2005 blev tilsidesat ca. 40. mio. kr til udflytningen, og at der ikke er lavet regnskab for udflytningen, men at Sikkerhedsstyrelsen skønner, at de samlede udgifter for udflytningen løb op i 17 mio. kr. - altså godt og vel de samme oplysninger, som Troels Lund Poulsen gav under samrådet.

Sendt videre til Ombudsmanden
Medie­jurist og tidligere medlem af Offentlighedskommissionen, Oluf Jørgensen, deler ikke ministeriets tolkning af loven.

- Det er som udgangspunkt rigtigt, at §23 og §24 har en bred undtagelse, men §28 (Retten til aktindsigt omfatter oplysninger om en sags faktiske grundlag uanset bestemmelser i §23 og §24, red.) giver alligevel ret til oplysninger om en sags faktiske grundlag. Det her handler lige præcis om de faktiske forhold inklusive den metode, der er brugt. Her er der tale om en beregning, og de forudsætninger og metoder, der er anvendt.

dknyt har derfor klaget over ministeriets afgørelse til Folketingets Ombudsmand.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.