Med færre sygedage i ældreplejen vil Køge undgå besparelser
KØGE: Færre sygedage, færre besparelser.
Det er tanken bag en ny indsats i Køge Kommune, der er døbt "Datadrevet sygefraværsindsats", og som skal reducere sygefraværet blandt kommunens sosu-assistenter med det sigte at slippe for at spare i ældreplejen.
Indstillingen var på dagsordenen til det seneste møde i kommunens ældre- og sundhedsudvalg, da Velfærdsforvaltningen havde indstillet, at ældre- og sundhedsudvalget tager orienteringen om implementeringen af en datadrevet sygefraværsindsats til efterretning.
Vil ramme landsgennemsnittet
Forslaget begrundes bl.a. med tal om sygefravær, der afslører, at sygefraværet i Køge er højere end landsgennemsnittet.
Sygefraværet blandt sosu-assistenter i Køge var i 2023 - ifølge Kommunernes og Regionernes Løndatakontor (KRL) - 20,8 dage pr. årsværk, svarende til en gennemsnitlig sygefraværsprocent på 8,3 pct. Landsgennemsnittet var 19,7 dage svarende til 7,8 pct.
"Det er udgangspunktet for indsatsen, at sygefraværet i Køge Kommune vil være på et tilsvarende niveau i 2024," lyder det i indstillingen.
Til sammenligning havde Greve og Gladsaxe kommuner (med landets laveste sygefravær i 2023 blandt "ikke ø-kommuner") i gennemsnit 16,1 dage svarende til 6,4 pct. Hvis Køge Kommune lå på samme niveau, ville det svare til 25-30 ekstra medarbejdere hver dag.
"Dette giver en indikation af, at der er et væsentligt potentiale i at intensivere sygefraværsindsatsen yderligere," lyder det videre i indstillingen.
- I udgangspunktet mener jeg ikke, at vores rammebetingelser er så meget anderledes end Greve og Gladsaxe. Vi burde kunne komme ned på samme niveau som dem ved en fokuseret indsats, siger ældre- og sundhedschef Camilla Meyer (S) til Sjællandske Nyheder.
Forvaltningen har på den baggrund indledt et samarbejde med Center for medarbejderudvikling (CMU) og Den Sociale Kapitalfond Effekt (SKF) om at beskrive rammerne for en - i første omgang - toårig sygefraværsindsats med intensiveret brug af bl.a. sygefraværsdata.
Fokus på langtidssygemeldinger
Modellen for den datadrevne sygefraværsledelse handler om at fokusere på det, der med størst sandsynlighed udløser en langtidssygemelding i fremtiden.
Men da data kun giver indikationer, skal de derfor kombineres med konkret indsigt og generel dilemmaafklaring. Og "det kræver en vedholdenhed og konstant fokus fra ledernes side på at bryde sygefraværsmønstrene," fremgår det af indstillingen.
Af indstillingen fremgår det, at der ikke er nogle økonomiske konsekvenser for Køge Kommune. Tværtimod forventes potentialet at medvirke til at holde driftsbudgettet i balance.
- Nedbringer vi det med halvanden procent, så er det mange millioner hvert år. Det er nogle penge, vi ikke får noget for. Det er ikke for at spare pengene - det er for at undgå besparelser på andre områder, siger udvalgsformand Bent Sten Andersen (V) til Sjællandske Nyheder.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.