dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat
LEV kritiserer kommuner for at misfortolke ledsager-regel
Det er i strid med loven, når kommuner sparer ledsager-hjælp til udviklingshæmmede væk, mener KL. (Foto: Sølund Festival)

LEV kritiserer kommuner for at misfortolke ledsager-regel

Kommunerne tolker loven helt forkert, når de undlader at betale for ledsagere til udflugter og ferier for udviklingshæmmede
20. FEB 2014 12.47

Når kommunale bosteder og hele kommuner meddeler, at der ikke er råd til at sende en pædagog med en udviklingshæmmet på ferie, udflugt o.lign., er det i strid med Serviceloven.

Det mener politisk konsulent hos pårørendeforeningen LEV, Thomas Gruber.

Udmeldingen kommer, efter flere institutioner gennem længere tid har meddelt, at budgetterne er for stramme til at betale en medarbejder for at ledsage beboere og brugere til fx sommerhusferier, familiefester og festivaler. Samtidig er det også ulovligt at lade den udviklingshæmmede betale for en ledsager af egen lomme, da det er brugerbetaling og i strid med Serviceloven.

Det præciserede KL for nyligt.

Men kommunerne er forpligtigede til at betale for en ledsager, mener Thomas Gruber.
- Vi var meget meget tilfredse, da KL præciserede reglen om, at brugerbetalingen er ulovlig. Det er vi stadig, men når nogle kommuner så i stedet helt administrativt lukker i for ledsager-kassen med begrundelsen om, at der ikke er råd, er det en misfortolkning af reglen, klart ulovligt og i øvrigt helt uanstændigt. Serviceloven forpligtiger kommunerne til at betale for en ledsager, siger han.

Sølund-festival i knibe
En af konsekvenserne af besparelserne på ledsagere mærker Sølund Musik Festival, der siden 1986 har været et årligt trækplaster for udviklingshæmmede. Pt. har festivalen solgt billetter for 800.000 kr. til sommerens begivenhed mod 4 mio. kr., som det kræver for at få festivalen på benene.

Festivalformanden Lasse Mortensen oplyser, at særligt kommunale bosteder melder fra på grund af knappe midler til ledsager-betaling. Og det kan ifølge ham betyde, at Sølund Musik Festival snart er historie.

LEV: Kommuner sparer, hvor de tidligere stjal
I Brøndby kender man udmærket til de stramme budgetter. Her må viceforstander på Botilbuddene i Brøndby Kommune, Sara Razak Esbensen, prioritere hårdt ved mødebordet, fortæller hun Fagbladet Socialpædagogen.
- Jeg har simpelthen ikke pengene på mine budgetter, så til handleplansmøderne sidder jeg nu og kommer med den ene afvisning efter den anden. En har fået nej til at deltage i en Birthe Kjær koncert. En anden kan ikke få en pædagog med til rund fødselsdag på Bornholm, og fire beboere har fået at vide, at de ikke kommer på den tur til Mallorca, som de ellers havde planlagt i detaljer.

Tidligere har beboerne været på ferie med en individuelt betalt ledsager op til syv dage om året, mens boltilbuddet betalte for transportudgifter, udgifter til ophold o. lign.

Hos LEV erkender man, at kommunerne lever med et stramt økonomisk bælte om livet, og at taksterne for den enkelte bruger på bl.a. bosteder er lav. Alligevel finder foreningen mildest talt spare-tendensen paradoksal.

Især blandt de kommuner, som tidligere opkrævede op mod 20.000 kr. fra den enkelte borger til bl.a. medarbejders løn, transport til og fra ferier mm., og som nu helt sløjfer udgifterne til ledsagere.

- Når nu de i årevis har opkrævet ulovlig brugerbetaling, og man så nu pludselig lukker helt ned for ledsagelse - endda uden så meget som en undskyldning - er det ikke bare ulovligt. Det er også dybt urimeligt, siger Thomas Gruber.

Han understreger dog, at en lang række lever fint op til service-forpligtigelsen om støtte til udviklingshæmmede på tur.

Ønsker minimum-ret til ledsager
KL og Socialministeriet er blevet gjort opmærksom på sagen og har også tilkendegivet, at man er interesseret i at finde en løsning.

Hos LEV ligger den løsning lige for. Her ønsker man at oprette et minimumsniveau for ledsager-hjælp.
- Når kommunerne åbenbart ikke kan finde ud af at administrere deres forpligtigelse til ledsagere, må der fastsættes et nationalt krav for en ledsagerordning. Det vil sige en rettighed, der sikre et minimum af ledsager-hjælp for alle, lyder det fra Thomas Gruber.

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.