Kommune måtte ikke modregne i børnepengene
Det var ikke i orden, da en kommune sidste forår besluttede at modregne manglende betaling for børns daginstitutionsplads i børne- og ungeydelsen. Det fastslår Ankestyrelsen i en principafgørelse.
En borger havde ikke betalt 2.388 kr. for sine børns ophold i daginstitution i hverken januar eller februar, og derfor besluttede kommunen 18. april at bede Udbetaling Danmark modregne det skyldige beløb i den børne- og ungeydelse, som skulle udbetales 20. april.
Det står ellers i lov om børne- og ungeydelse § 11, stk. 2, at Udbetaling Danmark efter anmodning fra en kommune kan modregne for restancer vedrørende bl.a. dagtilbud i børne- og ungeydelsen.
Men Ankestyrelsen mener, at de almindelige modregningsbetingelser skal være opfyldt, og ifølge dem skal kravet bestå mellem de samme parter. Da det ikke er kommunen, der betaler børne- og ungeydelsen, har kommunen ikke hjemmel til at afgøre, at gælden skal modregnes, fastslår styrelsen.
KL gransker afgørelse
KL oplyser, at man er i gang med at læse afgørelsen grundigt igennem, før man eventuelt vil reagere på den.
Restancer er som bekendt blevet et stigende problem for kommunerne, efter at Skats inddrivelsessystem EFI kollapsede i efteråret 2015.
Læs Ankestyrelsens afgørelse her.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.