København kommer ikke til bunds med ulovlig venteliste
KØBENHAVN: I Københavns Kommunes budget for 2025 er der afsat 50 mio. kr. til at nedbringe ulovlige ventelister til botilbud, men dette er ikke nok. Det skriver TV2. Ifølge mediet viser tal fra Socialforvaltningen, at der skal 176 mio. kr. til at komme til bunds i ventelisten.
Sagen handler om, at 189 borgere i Københavns Kommune med handicap, autisme, psykisk sygdom eller hjemløshed står på venteliste til et botilbud, selv om de ifølge Serviceloven burde få en plads, så snart de er visiteret til én.
Der er i gennemsnit ni måneders ventetid på et botilbud, mens nogle borgere må vente mere end tre år. Kommunen har været bevidst om lovbruddet i minimum syv år. Det viser bl.a. referater fra socialudvalget.
Socialborgmester Karina Vestergård Madsen (EL) har erkendt, at problemet har stået på i årevis, og kommunen har siden 2018 brugt næsten 750 mio. kr. på at øge kapaciteten af botilbud.
Ifølge TV2 bekymrer det ikke fungerende overborgmester Lars Weiss (S), som kalder 50 mio. kr. et "historisk spark" på vejen til at løse problemet. Han fortæller også, at det er tidobbelt i forhold til, hvad der blev gjort sidste år, men at han ikke kan garantere, at problemet bliver løst.
Juraprofessor Frederik Waage mener, at det er bemærkelsesværdigt, "at vi er nået dertil, at man som overborgmester vil sige, at man ikke kan overholde loven." Han understreger ligeledes til TV2, at socialministeren bør forholde sig til situationen, for kommunerne er forpligtiget til at overholde loven.
SRS
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.