KL og regioner: Ny ældrelov og sundhedsreform bør tænkes sammen
Næsten hveranden borger over 80 år fik i 2020 hjælp fra både kommune og sygehus, og med det stigende antal ældre vil tæt ved 200.000 borgere i 2030 have brug for det, skriver KLs nyhedsbrev Momentum. Både KL, Danske Regioner og FOA mener derfor, at det er altafgørende, at den bebudede revision af ældreloven tænkes sammen med sundhedsreformen, skriver nyhedsbrevet.
Regeringen holder torsdag velfærdsmøde med landets borgmestre i Odense, hvor ambitionerne om mere frihed og mindre bureaukrati i kommunerne skal luftes. Statsministeren, finansministeren og social- og ældreministeren deltager, mens Sundhedsministeriet til gengæld ikke er repræsenteret.
Momentums analyse af tallene fra 2020 viser, at 126.000 svarende til 46 pct. af alle over 80 både får hjælp af kommunen i form af fx genoptræning, plejebolig, hjemmehjælp eller hjemmesygepleje, og var i kontakt med et sygehus enten med indlæggelse eller ambulant besøg.
Flere ældre i 2030
Analysen viser også, at hvis man medtager de 18 pct. af de ældste ældre, der udelukkende fik kommunal hjælp, og de 21 pct., der udelukkende var i kontakt med sygehuset, så efterlader det kun 15 pct. af aldersgruppen, der klarede sig selv helt i 2020.
Frem til 2030 vil antallet af ældre over 80 år stige med knap 150.000, og der vil potientielt være 200.000 ældre, der i 2030 har brug for både ældrepleje og sygehusbehandling. Det gør det tvingende nødvendigt at gøre noget, hvis der skal leveres en god ældre- og sundhedsindsats i fremtiden. Man kan ikke se på ældreområdet uden at se på sundhedsområdet, siger formanden for KL Jacob Bundsgaard (S).
- Behovet for en sundhedsreform er til at tage og føle på, for vi kan ikke bare løse udfordringen ved at gøre mere af det, vi allerede gør i dag. Vi har ikke hænderne til det - hverken i kommunerne eller regionerner, siger han.
Regionerne er enige
Også regionerne mærker det stigende pres på sygehusene fra de stadigt flere ældre medborgere, siger formand for Danske Regioner, Stephanie Lose (V).
- Vi ved, at antallet af kroniske sygdomme stiger med alderen, ligesom ældre typisk også har behov for behandling af fx brud og infektioner. Det løser man ikke ved bare at sige: "Nu er alt frit" og starte forfra med et tomt papir. De opgaver, der løses i kommunernes ældrepleje, er vigtige for både den enkelte og for sundhedsvæsenet. Det skal lovgivningen også kunne rumme, siger regionsrådsformanden.
Stephanie Lose mener, at det styrkede samspil derfor bør være centrum for Christiansborgpolitikernes drøftelser af sundhedsreformen, og at bl.a. forebyggelse skal tænkes mere ind i løsningen af opgaverne for at undgå indlæggelser og genindlæggelser på sygehusene.
Sammenbrud i kommuner og sygehusvæsen
Sundhedsøkonom og professor ved Vive, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, Jacob Kjellberg siger til nyhedsbrevet, at vi endnu mangler at se, om faldende ydelser i plejesektoren handler om, at vi som ældre også er blevet sundere. Eller om det blot skyldes, at vi har prioriteret hårdere i sektoren.
- Det handler i høj grad om det sidste, siger Kjellberg. Han er derfor heller ikke er i tvivl om, at vi bliver nødt til at gentænke vores ældre- og sundhedssystem.
- Hvis vi bare fortsætter som nu og fremskriver tallene for pleje- og sundhedsudgifter med det stigende antal ældre, så hænger det ikke sammen. Så vil kommunerne bryde sammen først, men få minutter efter vil sygehusvæsenet bryde sammen, fordi de ikke kan få udskrevet deres patienter. Vi bliver derfor nødt til at gentænke nogle ting. Tænke kasserne lidt bredere, for hvis vi skal finde løsninger inden for den enkelte kasse, så er det op ad bakke, siger Jacob Kjellberg til Momentum.
Arbejdsgrundlag er del af løsningen
Som en del af løsningen peger Stephanie Lose bl.a. på en reform af sosu-assistenters arbejdsgrundlag, fordi de i dag arbejder under forskellige lovgivninger på ældreområdet. Også FOA mener, at forskellige lovgivninger giver udfordringer for både sosu-hjælpere og assistenter, siger formand for social- og sundhedssektoren i FOA Torben K. Hollmann. Derudover peger han på behovet for en ændret ældrelov.
- For os skal en ældrelov beskrive rammen omkring det at blive en del af ældreplejen, og hvordan medarbejderne med deres faglighed møder den ældres liv og får det til at fungere. Det kan suppleres eller sammentænkes med sundhedsreformen, siger han.
Sektorformanden peger også på, at det er altafgørende at få tilliden tilbage på sundheds- og ældreområdet i kommuner og regioner, og at det er nødvendigt at diskutere måden, vi tænker velfærd på, fordi det er en vigtig brik, selvom det ikke har noget konkret med ældreloven at gøre.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.