dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat

Jobcenter Esbjerg gør firedagsuge permanent efter positiv evaluering

De største fordele blandt de ansatte er en ekstra fridag og en bedre sammenhæng mellem privatliv og arbejdsliv.
29. JAN 2024 14.50

ESBJERG: Medarbejdere hos Jobcenter Esbjerg har i tre år kunnet vælge, om de ville have en fire- eller femdages arbejdsuge. Forsøget er løbende blevet evalueret af Vive, som nu har udgivet sin slutevaluering. Ordningen bliver nu gjort permanent på jobcentret, men kommer ikke til at blive bredt ud til resten af kommunen, fortæller Birgitte Stenderup, der er personale- og udviklingschef i Esbjerg Kommune til TV2.

I november 2023 var 83 pct. af medarbejderne på firedagsugen, og i spørgeskemaundersøgelsen, som Vive har sendt ud til medarbejderne, var 80 pct. af respondenterne ansat på firedagsugen.

En ekstra fridag om fredagen

Blandt medarbejderene på firedagsugen er den største fordel, at man har en ekstra fridag om fredagen. Det svarede 73 pct. i 2023, som er en lille stigning siden midtvejsevalueringen i 2022, hvor det lød på 69 pct. Den næste fordel for de ansatte lyder på en bedre sammenhæng mellem privatliv og arbejdsliv, hvor 53 pct. svarede dette, som er stort set det samme som i 2022.

For medarbejderne på femdagesugen er sammenhæng mellem privatliv og arbejdsliv også en fordel. Her lyder procentdelen på 78 pct. i 2023, hvor den var nede på lidt under 60 pct. i 2022. Derudover svarede 66 pct. i 2023, at kortere arbejdsdage også er en fordel for ansatte på femdagesugen.

Lange arbejdsdage på firedagsugen

Den allerstørste ulempe hos ansatte på firedagsugen er lange arbejdsdage, som ligger på lidt under 61 pct. i 2023, hvilket er en lille stigning siden 2022, hvor svaret lød på lidt under 55 pct. 

Ifølge medarbejderne på femdagsugen er den største ulempe, at de ikke har samme arbejdsuge som størstedelen af jobcentret. Det svarer 30 pct. Derudover er ulemperne mindre fleksible arbejdstider og ingen mulighed for såkaldte kompetencetimer. Medarbejdere på firedagsugen har netop mulighed for kompetencetimer.

Kompetencetimer er to ugentlige timer, som medarbejderne selv kan råde over. De kan fx bruges på at læse nye rapporter eller sætte sig ind i ny lovgivning. Kompetencetimer er dog ikke en del af den nye aftale, efter muligheden for firedagsugen blev gjort permanent.

Spørgeskemaet blev i 2023 sendt ud til 401 medarbejdere på Jobcenter Esbjerg med en svarprocent på 61,5 pct. Det er faldet en smule siden 2022, hvor svarprocenten var 69 pct.

Du kan læse hele slutevalueringen her.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.