Ikke et ord om arbejdsmiljø i KL-krav
40 pct. af de offentligt ansatte føler ikke, at deres arbejdsgiver arbejder systematisk med at forbedre det psykiske arbejdsmiljø, viste en undersøgelse fra megafon i starten af oktober, men spørger man KL, har kommunerne alle redskaber for at forbedre det psykiske arbejdsmiljø.
Og derfor lægger KL heller ikke op til at forbedre indsatsen på dette område i deres udspil forud for overenskomstforhandlingerne. Faktisk er arbejdsmiljø ikke nævnt en eneste gang i de ti tætskrevne sider med krav til de offentligt ansatte, som KL fremlagde mandag.
- Jeg siger ikke, at der ikke er problemer, men vi vurderer, at vi har et velfungerende system, som kan håndtere de udfordringer, der er, sagde næstformand for KL's løn- og personudvalg, Steen Christiansen (S) til dknyt, da han og Michael Ziegler var færdig med at fremlægge krav, der blandt andet omfatter reduktion af antallet af overenskomster, nedskæring af antallet af sikrede medarbejdere og nedskæring i antallet af seniordage.
Ikke svimlende summer
Forskellige rapporter har i løbet af de sidste ti år forsøgt at give et bud på, hvad nedsat produktivitet, sygefravær og tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet hvert år koster samfundet. Svaret er landet på alt mellem 14 og 55 mia. kr. Men Steen Christiansen afviser, at der er meget at spare.
- Jeg er ikke enig i, at der bliver brugt svimlende summer på det. Tværtimod så tager vi det alvorligt, og der, hvor vi identificerer problemer, går vi seriøst i gang med at løse dem, siger Steen Christiansen til dknyt.
Han understreger, at der er sket en professionalisering af håndteringen af det psykiske arbejdsmiljø gennem de senere år, og for ham handler diskussionen i øvrigt slet ikke om, at der kan være penge at spare ved at forbedre arbejdsmiljøet.
Skuffelse hos FTF
Både LO og FTF har brugt efteråret på at forsøge at sætte fokus på det psykiske arbejdsmiljø, og FTF's formand er skuffet om end ikke overrasket over det udeblivende fokus på psykisk arbejdsmiljø i udspillet fra KL til overenskomstforhandlingerne.
- Vi ved, at det har stor betydning for sygefravær, hvis man ikke har et godt arbejdsmiljø. Det bør være noget, de tænker ind, og vi havde gerne set dem gå i spidsen og være mere markante på det her punkt, siger Bente Sorgenfrey til dknyt.
Hun undrer sig over, at det ikke bliver prioriteret højere, når man kan se, at det fylder hos medarbejderne.
- Det er vigtigt at dokumentere, at det er en god ide at fokusere på arbejdsmiljøet, vi kan se, at det genererer meget fravær, og vi kan se, at arbejdsmiljøet ikke er blever forbedret over tid, så det er stadig en vigtig udfordring for samfundet, siger Bente Sorgenfrey til dknyt.
Hos LO er skuffelsen mindre, for her er der en klar forventning om, at arbejdstagerne selv har krav om fokus på arbejdsmiljø med, når parterne mødes.
- Det er parterne selv, der udstikker kravene, men man skal hele tiden huske på, at kæmpe for at få et bedre arbejdsmiljø, for det er der brug for, siger næstformand Lizette Risgaard til dknyt.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.