Herningmodellen kan ikke bruges til alle udsatte børn og unge

På udsatte børn og unge-området svarer nogle af indsatserne til, at man kører alvorligt tilskadekomne i et trafikuheld direkte til genoptræning.

Og for at blive i hospitalsretorikken: Indimellem er vi vidner til evalueringer, der viser, at operationen gik godt, men at vi ikke ved hvordan patienten har det.

Herningmodel og Sverigesmodel. Vi har hørt en del til de to stednavnebaserede begreber de sidste par år. Sverigesmodellen kom først, udviklet af økonomer og revisorer. Herningmodellen er overvejende inspireret af de svenske erfaringer.

Selv foretrækker vi at vi kalde denne type indsatser – som nogle udsatte børn og unge indiskutabelt  profiterer af – for mål- og tidsfokuserede indsatser.

Vi kan lære af måden at tænke på: Samskabende løsninger, nedbrydning af silotænkning, nytænkning af samarbejdet mellem myndighed og udførerled - med mere. Men modeller må aldrig blive en one-size-fitts-all: Herningmodellen kan ikke bruges til alle udsatte børn og unge.

De to modeller har mange ligheder: Udgangspunktet – skåret ind til benet - har  begge steder været: Hvordan kan man flytte flere anbragte børn og unge fra døgninstitutioner og opholdssteder til plejefamilier? Og kan vi spare nogle penge ved manøvren?

Dermed har man samtidigt kunnet formulere en reaktion på den ganske vist falske præmis, at udgifterne til udsatte-børn og ungeområdet gennem årene skulle være eksploderet. Det er de ikke.

(Når man anbringer et barn II, Signe Hald Andersen, Rockwool Fondens Forskningsenhed 2013)

Der er også forskelle. En af dem er, at mens ingen svenskere kender til Sverigesmodellen, så ved herningenserne og som minimum resten af det sociale Danmark godt, hvad Herningmodellen handler om.

Et par undervejs-evalueringer har set dagens lys, siden Herning Kommune i 2013 besluttede sig for, at det ikke var nok med Boxen, Herning og Herningsmotorvejen, men at man også måtte have sin egen model for de sociale indsatser på Børn og unge området.

Operationen lykkedes
Nu er så også Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning, i daglig tale det noget mere mundrette KORA på banen med en evaluering. Så vidt så godt.

Nu kunne man måske forledes til at tro, at man i en evalueringsrapport om en social indsats beskæftiger sig med om det, man har undersøgt har haft en effekt på de mennesker indsatsen har omhandlet.

Det har KORA så ikke. Vi ved desværre ikke om de udsatte børn og unge i Herning har fået det bedre eller lettere.

Rapportens forfatter og evaluator, Hanne Søndergård Pedersen (HSP) anbefaler til gengæld 'at man får lavet systematiske målinger på udviklingen af børnenes trivsel i disse kommuner. På den måde kan man få noget mere solid viden om, hvilken betydning modellen har på børnenes og de unges trivsel.'

Bortset fra den håbefulde forsikring om, at vi vil få noget mere at vide, hvis vi får noget mere at vide, jamen så er det da en forrygende ide at undersøge børnenes trivsel.

Hvorfor man ikke har gjort det, står på den ene side hen i det uvisse, når det nu er det man anbefaler. Operationen lykkedes, men vi ved ikke om patienten klarede den.

Ikke et øje tørt
I første omgang kunne man have brugt det gode gamle trick: At spørge folk hvordan de har det.

I den forbindelse er det en skærpende omstændighed, at rapporten hedder - og derfor må antages at være ’Slutevaluering af Herning Kommunes Sverigesprogram’.

Mon ikke det betyder, at evalueringen af modellen er slut?
Har man slet ikke overvejet at høre hvordan børnene har det? Og deres familier? Kommer der ikke en 2'er?

På den anden side er det måske fordi, det er et omstændeligt, langsigtet og et vanskeligt projekt at undersøge specifikke effekter og forandringer i socialt arbejde: Hvornår er resultatet et resultat og ikke en midlertidig følelse? Hvilken betydning har tidspunktet for hvornår man foretager evalueringen? Hvad kan et barns trivsel og udvikling være bestemt af? Hvor meget er vilje, hændelser og hvor meget er indsats? Og så videre.

'Kommunen har stort set nået alle de mål, den havde opstillet for projektet. På kort tid er det lykkedes at skabe et frugtbart tværfagligt samarbejde og høste en række klare, positive gevinster', skriver Hanne Søndergård Pedersen. Der er ikke et øje tørt.

Pikeret
Selv bliver jeg rimelig aggressiv når nogen i min nærhed fortæller afslutningen på spændende film og fodboldkampe, men her vover jeg pelsen og afslører resultatet af KORAs undersøgelse: 

YES, det er lykkedes at flytte flere anbragte børn og unge fra døgninstitutioner og opholdssteder til plejefamilier.

YES, det er lykkedes at spare nogle penge. Man har målt det, der har været i fokus (økonomi) og på det, der umiddelbart har kunnet måles (talværdier). Hvad der ligger i 'Frugtbart samarbejde og en række klare positive gevinster' fremgår ikke tydeligt af rapporten.

Jeg bliver altid en anelse søvnig ved disse forudsigelige lanceringer af resultater, vi kender i forvejen. Lidt ligesom genudsendelser af nyheder.

Og samtidig bliver jeg pikeret på skatteydernes vegne over, at der bliver brugt penge – rigtig mange penge – på at hype almindeligheder som ikke er meget andet end legitimering af kommunale prioriteringer iklædt ønsket om at fremstå med ’evidente og uafhængige’ resultatvurderinger.

I Danmark er der et ikke ubetydeligt antal af konsulentfirmaer, der hvert år bistår kommunerne med at evaluere og dokumentere deres indsatser (læs: udgifter).

Value for money?
Rapporten giver anledning til en række spørgsmål som måske kunne være udgangspunktet for en undersøgelse: Hvor mange kommunale evalueringsrapporter er der mon lavet om indsatser for børn og unge?
Hvilke effekter har de haft for området? Hvor meget value for money har de givet? Og for hvem?
Hvor mange penge bruger stat, regioner og kommuner egentlig på konsulenter, herunder til evalueringsopgaver? 
Kan det tænkes, at konsulenthusene har en særlig interesse i ALDRIG at nå frem til resultater, der er ugunstige for opdragsgiver?

Hvis en sådan undersøgelse kunne vise at mere end halvdelen - for nu at sætte det lavt – af pengene er gået til konkret at forbedre borgernes trivsel og udvikling i den borgernære indsats, og samtidig opleves af borgerne at de gør det, så skal jeg bøje mig i støvet.

Hvad værre er, men som også HSP nævner i omtalen af undersøgelsen, 'Herning-modellen er jo i fuld gang med at blive implementeret i en lang række danske kommuner.'
Jeg spørger: Er det ikke bare en anelse problematisk, at vi ikke ved, om det er godt for børnene?

Forudser sammenbrud
Tilbage står – som professor Inge Bryderup (IB) udtalte tilbage i september 2016: 'Vi anbringer over 6.000 børn i familiepleje, og vi ved stort set intet om, hvorvidt det virker.'
Det svarer til seks ud af 10 anbragte børn og unge.

Det sker vel at mærke samtidig med, at plejeforældre til IB i hendes seneste gennemgribende og grundige rapport om plejefamilier i DK fortæller, at de i stigende grad må tage sig af børn med diagnoser og tunge problemer. For eksempel børn, der har meget svært ved at omgås andre samtidigt med, at de kæmper med ADHD.

'Det er betydeligt over halvdelen af de børn og unge, der er anbragt i familiepleje, der har belastninger på rigtig mange områder samtidig. Det havde jeg ikke forventet at se', siger hun.

'Jeg tror, vi vil se store katastrofer inden for familieplejen med rigtig mange sammenbrud i anbringelserne,' som IB sagde på en konference i efteråret.

Vi kan konstatere, at rapporten fra KORA om Herningmodellen absolut intet bidrager med i den sammenhæng.

'Direkte til genoptræning'
Selvfølgelig skal vi lave rapporter, der sætter spot på indsatserne for udsatte børn og unge. Vi, der har ’hands on’, har en forpligtelse til kontinuerligt at blive bedre til vores arbejde. Og til at lære af hinanden og af forskerne.

Vi må blot ikke forfalde til at skabe endimensionelle forbindelseslinjer mellem barnets udfordringer, indsatserne og effekterne:

Vi bliver nødt at også at holde opmærksomhed på den nutidsværdi, der ligger i, at et udsat barn får den rigtige hjælp – lige nu og her.

Vi må vedholdende koble viden, faglighed og omsorg med at undersøge, hvilke faktorer der henholdsvis fremmer og hæmmer barnets oplevelse af at få den rigtige hjælp – på det rigtige tidspunkt.

I første omgang for at samskabe bæredygtige løsninger for barnet, sammen med barnets forældre. I anden omgang for at undgå sammenbrud.

Nutidsperspektivet skal sammen med den afstemte og løbende potentialeafklaring være parametre på om en indsats har legitimitet.

Alt andet svarer til at man kører alvorligt tilskadekomne i et trafikuheld direkte til genoptræning.

Søren Skjødt
formand for FADD - Foreningen af Døgn- og dagtilbud for udsatte børn og unge