Frivillig frivillighed

--BILLEDE2--

Anders la Cour
Frivillighedens logik og dens politik
En analyse af den personrettede frivillige sociale indsats og statens frivillighedspolitik. Nyt fra Samfundsvidenskaberne 2014

Anmelderen tvivler på, at denne bog er skrevet for brugerne, udøverne eller lederne ud i den frivillige sociale sektor. Vurderingen er, at bogen er anlagt alt for abstrakt og akademisk til at det er tilfældet - desværre.

Bogen er skrevet for personer, der på et højt politisk eller teoretisk niveau vil fordybe sig i logikken, modsigelsen og sammenhængen - eller manglen på sammenhæng - mellem den frivillige, de frivilliges organisationer, politikerne og offentlige aktører. Mest af alt handler bogen om organisationsteori og i lidt mindre grad om hvad der reelt sker ude i den frivillige omsorgssektor, og hvad der driver de frivillige i frivillighed.

Bogen er i det hele taget svær at blive klog på. Den opererer på flere samtidige planer. Den blotlægger samspil og modsætningsforhold mellem de frivilliges organisationer, og de frivillige selv, men den beskæftiger sig også om de frivilliges organisationers forhold til den offentlige sektor - her ofte benævnt staten. Den forsøger også at afgrænse frivillighedsbegrebets materielle indhold i forhold til den offentlige og private sektors omsorgsproduktion. I den forbindelse forsøges der at blive opstillet en klar skillelinje mellem formel og uformel social omsorg. Det lader sig ikke rigtig gøre, da denne sondring ikke er operationel, og hvis den var, alligevel forekomme i såvel den frivillige, offentlige såvel som i den private sektor. Jagten på klar logik inden for dette og andre områder, gør læsbarheden en smule tung, og dermed falder interessen sandsynligvis fra de forskellige aktører på dette område en kende.

Kalder på modsigelse
Det er nemlig svært at genkende sig selv, hvor de frivillige alligevel ikke er frivillige, hvis de støtter op omkring deres frivillige organisations beslutninger, hvor organisationerne ikke indpasser sig statens eget selvbillede, eller for den sags skyld hvor det offentlige alene ser det frivillige som en udvidelse af deres almindelige ledelsesret til at udøve magt.

Identifikation er en ikke uvæsentlig motivationsfaktor, når man skal læse en bog om et fagligt emne.

Flere steder kalder bogen dog på modsigelser. Ikke så dårligt endda, da det som bekendt øger lysten til at læse videre.

Der er dog også rigtig mange steder i bogen, hvor man ikke kan være andet end enig med forfatteren. Han rammer lige i øjet. Det ændrer ikke på, at der så sandelig også er en række udsagn og analyser, der er af tvivlsom karakter - eller hvor udsagnet er pakket ind en argumentationskæde, der ikke er let at udrede. Hvad menes der egentligt?

Tilbage står, at bogen rejser en række væsentlige problemstillinger inden for den frivillige sociale sektor, der ikke sådan er til at få øje på med det blotte øje. Bogen går dermed nye veje, og det skal den roses for. På den anden side bliver der også opstillet en række præmisser inden for det frivillige velfærdsområde, som det kan være svært at få til at flugte med anmelderens virkelighedsopfattelse.

Tynd empiri
Det empiriske materiale i bogen må betragtes som yderst tyndt. Måske også lidt forældet. Fire små cases, der alene bygger på uddrag af nogle interview, holder hele konstruktionen oppe. Dertil skal lægges et utal af rapporter og kommissioner, der mest af alt kommer fra Socialministeriet selv, og hvor gode konsulenter mod betaling og embedsmænd, der udelukkende har til opgave at profilere ministeren, er blevet bedt om at skrive nogle gode ord om det frivillige arbejde.

Langt hovedparten af disse rapporter har ikke været genstand for en egentlig politisk behandling, og de bygger sjælendt på empirisk erfaring, da formålet mest af alt har været, at de skulle fungere som politiske idéoplæg til et tænkt fremtidigt arbejde inden for den offentlige velfærdspolitik. En politik der i virkelighedens verden er blevet overhalet inden om af generelle rammeaftaler, budgetlove og generel reformpolitik inden for arbejdsmarkeds- og socialpolitikken. Tilbage står dog, at det ofte er nysprog for nedprioritering og nedskæringer på det sociale område.

Den økonomiske logik er nemlig, at kommunerne, hvorfra hovedparten af det sociale omsorgsarbejde foregår, meget naturligt foretrækker at få de offentlige serviceydelser billigere i den private sektor, eller endnu bedre helt gratis i den frivillige sektor. Alt andet lige giver det flere serviceydelseskilometre litteren. Det lyder givetvis for kynisk. Derfor er det også en sproglig gave, at embedsmændene i ministerierne har gjort en dyd ud af at forklare offentligheden, at frivilligt, gratis arbejde, har en helt anden kvalitet end den produktion, som det offentlige yder. Den type af udsagn holder dog ikke, når der foretages konkrete undersøgelser af konkrete omsorgsopgaver. Der er ingen signifikante forskelle, og hvis der alligevel kan konstateres afvigelser kan de gå begge veje, og skyldes som regel dårlig ledelse eller manglende faglig indsigt i opgavens udførelse.

Søger samværet med andre
Dette forekommer lige meget i den offentlige, private som den frivillige sektor. Det er da rigtigt, at de frivillige ofte er bedre til at holde i hånd, snakke og overvåge. De har tid til både indlevelse og solidaritet. Det skyldes nu ikke en anden kvalitet hos de frivillige, men det forhold, at kommunerne ikke har afset tid (og penge) til, at de professionelle har fået afsat tid til at udføre denne opgave. Der var ikke noget de hellere ville, men det kommunale minuttyranni, har i stor stil afskaffet denne form for social service over for borgerne. Derfor er der kun den frivillige sektor til at tage sig af denne væsentlige velfærdsopgave. Ikke nødvendigvis af lyst, men af nød.

Derfor kan man sige, at det er noget af en politisk tilsnigelse, at påstå, at tilvæksten i den frivillige omsorgssektor er vokset på grund af en erkendelse af, at den i højere grad er mere kreativ, innovativ og nyskabende end den offentlige sektor. Nej, virkeligheden er, at den mest af alt samler det op, hvor den offentlige sektor ikke slår til. Det er den virkelige historie bag den konstatering, at den frivillige sektor i disse år har fået en renæssance.

Det er nok for meget at hævde, at frivilligt arbejde udgør en særlig socialitet. Et begreb der efter ordbogen skulle handler om det at søge og være interesseret i samvær med andre.

Det gør den fagprofessionelle offentligt ansatte da også. Problemet er imidlertid , at han eller hun gennem det almindelige økonomiske styringsrationale i kommunerne, ikke får stillet tilstrækkelig (betalt) tid til sin rådighed, for at kunne udføre denne væsentlige borgerrettede serviceopgave.

Fagprofessionelle frivillige
Det er givetvis også en af forklaringerne på, at disse fagprofessionelle ofte stiller sig op i frivilligkøen for, i det mindste i sin fritid, at kunne udføre denne del af sit arbejdsfelt på en for vedkommende tilfredsstillende måde. Det er derfor at ikke så få lærer, pædagoger, læger, sygeplejersker, sosu-medarbejdere har forskellige former for vagt-ordninger' inden for frivillighedsområdet. Ja, selv økonomer og jurister, der meget ofte er sat til at udstikke kommunens stramme økonomiske rammer, kan og bliver brugt på forskellig vis i frivillighedssektoren.

Hvorfor er det sådan?

Er det et særligt kald de har?

Det kan det såmænd godt være - religiøst, politisk eller moralsk. Men mest af alt handler det om, at de allerhelst så, at det offentlige selv løste opgaven, og at de også anså det for at være det mest rimelige. Men i en realistisk erkendelse af, at det offentlige ikke løfter opgaven, er de blevet inddraget i den frivillige omsorgssektors mangeartede opgaver. Rigtig mange frivillige ved jo, hvor skoen trykker, og hvor det offentliges omsorg ikke slår til. De ved det, fordi at deres tilgang til dette arbejde er sket efter oplevelser på egen krop eller som pårørende, der har været udsat for manglende offentlig omsorg. Det gælder inden for sygdomme, svigt, misbrug og overgreb. At tillægge dette en særlig socialitet virker en smule påtaget.

Der er heller ikke mange ord i bogen om, at store dele af det frivillige arbejde faktisk bliver fodret med sin egen hale. En af de væsentligste finansieringskilder til det frivillige arbejde stammer fra satspuljemidlerne, der i al væsentlighed er fremskaffet gennem en begrænsning af de sociale overførselsindkomster.

Øjenåbnende
Men bogen skal langt fra dømmes ude. Den har en lang række øjenåbnende tilgange til frivillighedsbegrebets forståelse. I bogens afslutning samles forfatterens konklusioner i syv statements:

1. Frivilligheden er ikke en passiv forlængelse af en organisations beslutninger.
2. Frivilligheden står ikke i modsætning til den professionelle indsats.
3. Frivilligheden udgør ikke et supplement til den professionelle indsats.
4. Frivilligheden kvalitet er ikke et spørgsmål om selvbegrænsningens kunst.
5. Frivillighedens konsekvenser er uforudsigelige.
6. Frivillighedens logik er ingen garanti for en solidarisk og innovativ omsorg.
7. Grænserne mellem de professionelle og de frivilliges opgave- og ansvarsområder lader sig ikke entydigt fastlægge.

Men vejen frem til denne oplistning er mildest talt noget kroget, og flere steder kalder den som sagt på både korrektiver og modsigelser.

Det er svært i den virkelige verden at se det påståede modsætningsforhold mellem de frivillige organisationer og de frivillige udøvere. Påstanden mangler empirisk belæg. Det er ikke tilstrækkeligt at henvise til fire små cases og en afdød sociologisk teoretiker. Rigtig mange frivillige organisationer er organiseret som demokratiske foreninger, der gør en dyd ud af at flugte medlemmernes interesser. De frivillige selv ønsker meget ofte klare organisatoriske beslutninger, så de ikke farer rundt som en flue i en flaske, bare fordi at de har meldt sig som fx frivillig maduddeler eller lignende.

Ikke organisationerne...
Så påstanden om at illoyalitet over for den frivillige organisations beslutninger, skulle være et særligt kendemærke for ægte frivilligt arbejde, må derfor betragtes som tvivlsom. Naturligvis kan der altid påpeges modsætningsforhold mellem de frivillige og de frivilliges - ofte professionelle - organisationer. Men modsætningsforholdet er langt større mellem de frivilliges organisationer og de offentlige myndigheder.

Grundlæggende skyldes det, at det offentlige meget gerne ønsker de frivillige, men ikke deres organisationer. De stiller sig nemlig ofte meget kritisk an over for standardiserede og utilstrækkelige offentlige hjælpeprogrammer. Ikke overraskende huer det sjældent det politiske niveau. De ønsker meget at kunne råde over de frivillige, men lige så ofte ønsker de deres organisationer derhen, hvor peberet gror. Det skyldes, at det offentlige i disse år plages af en voldsomt udtalt New Public Managements tankegang, der kræver strengt bureaukratisk opbyggede hierarkier, hvor alting skal kunne vejes og måles. Det kaldes på nymodens dansk for evidensbasereret viden.

I det offentlige - især i kommunerne - snakkes der i et væk, at man kun skal støtte 'det der virker', hvilket i realiteten dækker over, det der kan registreres. Logikken skulle være. Det der ikke kan måles eksisterer ikke. Dette strider grundlæggende mod hele frivillighedslogikken. Denne modsætning er vigtig, at få frem, og det er også her, at bogen har sin allerstørste styrke.

God begyndelse
Bogens mest brugbare anbefaling er: 'Det politiske må indse, at selvom frivilligheden er noget, det politiske gerne vil tage ansvar for og give en bestemt retning, så har den begrænsede muligheder for at styre den til et større politisk projekt'. Derfor skal den offentlige sektor inddrage den frivillige sektor i en ny erkendelse af, at den ikke har direkte magt over de frivillige. Det er det, der giver den frivillige sociale sektor den kvalitet, som det offentlige i virkeligheden efterspørger. De offentlige ledere må derfor acceptere et vist tab af kontrol, når der samarbejdes med de frivillige organisationer. Hvis dette ikke respekteres, vil det øgede behov for frivilligt socialt arbejde i virkeligheden skrumpe, dersom det frivillige stadig skal være frivilligt.

Man skal ikke være blind for, at det der virker fagligt idiotisk for den offentlige sektors egne ansatte, ikke virker mindre idiotisk på de frivillige. Det der ikke virker i den offentlige sektor, kommer heller ikke til at virke i den frivillige sektor - tværtimod.

Bogen slutter ikke med en entydig konklusion. Den lægger derimod op til, at man identificerer centrale problemstillinger og udfordringer inden for den personrelaterede sociale omsorg.

Denne opfordring skal hermed gives videre til alle aktører inden for dette felt, dvs. brugerne, de frivillige, deres organisationer, men ikke mindst de politikere, der er sat i verden til at styre og udvikle den offentlige sektor.

Det at læse bogen kan være en god begyndelse.