Fortsat kommunal tillid til privat hjemmeplejefirma efter påbud
MARIAGERFJORD / REBILD: Det private Jysk Hjemmepleje fra Hobro, der har opgaver i hjemme- og sygeplejen for Mariagerfjord og Rebild kommuner, kritiseres skarpt af Styrelsen for Patientsikkerhed og indkasserede kort før jul et påbud fra styrelsen. Påbuddet gjaldt både håndtering af medicin, journalføring og sygeplejefaglig vurdering og opfølgning, og blandt andet medicinhåndteringen, mente styrelsen, udgjorde en væsentlig risiko for patientsikkerheden.
Påbuddet fra Styrelsen for Patientsikkerhed kom efter et tilsyn i oktober, hvor to journaler fra Rebild og to fra Mariagerfjord blev kigget nærmere efter i sømmene. Omkring 250 borgere i de to kommuner har kontakt til firmaet.
Det er nu op til Jysk Hjemmepleje at honorere fire punkter i påbuddet: forsvarlig medicinhåndtering, gennemføre systematiske sygeplejefaglige vurderinger og opfølgninger, lave ordentlig journalføring og endelig at udarbejde og implementere instruks for hygiejne og smitsomme sygdomme. Og Jysk Hjemmepleje tager kritikken til efterretning:
- Årsagen er, at vi har haft for lidt fokus på det i en periode. Vi har haft for lidt fokus på opstartssamtaler ude ved borgerne, fordi vi simpelthen har haft fokus på corona og på den generelle personalemangel, siger direktør Trine Thøgersen Jul til TV2 Nord.
Fortsat kommunal tillid
I Mariagerfjord Kommune har borgmester Mogens Jespersen (V) fortsat tillid til Jysk Hjemmepleje, der ifølge tv-kanalen er det eneste private hjemmeplejefirma i kommunen:
- Enhver, der arbejder, laver fejl. De erkender, at de har lavet fejl, og de vil gerne rette op på dem, siger borgmesteren.
Hos Jysk Hjemmepleje er de nu i gang med at rette ind efter på påbuddet. Direktøren fortæller til TV2 Nord, at alle journaler bliver gennemgået hos borgerne, medarbejdere kommer på kursus, og nye ledere med særligt fokus på medicinhåndtering og dokumentation er ansat. Firmaet forventer nyt kontrolbesøg fra Styrelsen for Patientsikkerhed i februar.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.