Fejlvisiterede kan have penge til gode hos kommuner
Mange unge ledige kan kræve tusindvis af kroner udbetalt fra kommunerne med tilbagevirkende kraft. Det fastslår en ekspert i socialret, efter at Ankestyrelsen i sidste uge løftede sløret for store fejl i kommunernes visitering af unge arbejdsløse uden en uddannelse, der søger om hjælp til at betale for mad, husleje og regninger, skriver Avisen.dk.
I hver sjette af de 102 sager, som Ankestyrelsen har undersøgt nærmere, havde kommunen begået så store fejl, at afgørelsen ville være blevet ændret, hvis den unge havde klaget over afgørelsen.
Og fejlene kan have store økonomiske og menneskelige konsekvenser for de unge, som efter kontanthjælpsreformen er berettiget til uddannelseshjælp. Hvis en ung arbejdsløs fejlagtigt erklæres for 'uddannelsesparat' frem for 'aktivitetsparat', så resulterer det nemlig i både mindre hjælp fra kommunen og en langt mindre ydelse.
Derfor kan der være meget at hente, hvis man klager til Ankestyrelsen over kommunens afgørelse, siger Kirsten Ketcher, professor i socialret ved Københavns Universitet.
- Hvis det viser sig, at kommunen ikke har lagt vægt på vigtige oplysninger, eller der på anden måde er begået fejl, og beslutningen derfor skal ændres, så har man altid krav på at få omgjort sagen med tilbagevirkende kraft, siger hun til Avisen.dk.
Det vil altså sige, at man skal have ekstra penge udbetalt fra kommunen med tilbagevirkende kraft, hvis man er visiteret som uddannelsesparat, men i virkeligheden ikke er det?
- Ja, det er helt klart. Det kan der ikke være tvivl om, siger Kirsten Ketcher.
rp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.