Drop kortvarige praktikker, hvis udsatte skal i arbejde
Hvis udsatte borgere skal hjælpes i ordinært arbejde, kræver det lange forløb på måske et-to år. Virksomheder og borgere skal have god tid til at se hinanden an og opbygge tillid. Så er virksomhederne til gengæld også klar til at ansætte.
Det viser forskningsprojektet 'Fra udsat til ansat', som Metropol og Væksthusets Forskningscenter har lavet. Forskerne har interviewet 66 virksomheder om, hvad der gik forud for, at de ansatte udsatte kontanthjælpsmodtagere i varige job, enten på ordinære vilkår eller i fleksjob.
Stor vejvilje
Forskerne blev overraskede over, hvor stor velviljen var hos virksomhederne, fortalte docent, ph.d. Mikkel Bo Madsen fra Institut for Socialt Arbejde på Metropol, på KL's beskæftigelsestræf tirsdag.
- Jeg har været overrasket over, hvad virksomhederne stiller op til. De opfatter det som noget, de har noget ud af. Jeg tror, at potentialet er væsentligt større, end hvad vi får udnyttet i dag, sagde han.
Virksomhedernes udbytte er, at de slipper for arbejdet med at lave jobopslag, læse ansøgninger og afholde samtaler. Desuden har de god tid til at se medarbejderen an før en eventuel ansættelse, hvor man i en traditionel ansættelse først får den mulighed, når kontrakten er skrevet under og medarbejderen tiltrådt.
De skal vindes
Ansættelserne kræver imidlertid en indsats fra jobcentrene.
- Umiddelbart er det svært for virksomheder at se på gruppen af udsatte og tro på, at det er en målgruppe, de skal gribe ud efter. De skal se nogle eksempler og vindes for en sag, sagde han.
Mikkel Bo Madsen og kollegerne har konstateret, at socialrådgivere og jobkonsulenter har en udfordring med at række ud til virksomheder. Ofte er kontakten til virksomhederne overladt til personer uden en socialfaglig baggrund og uden kendskab til borgeren. Så sidder de, der kender borgerne, med en liste over virksomheder, mens de, der kender virksomhederne, sidder med en liste over borgerne. Tingene skal samtænkes, understregede han.
- Vi skal lære at inddrage og bruge virksomhederne. Jobcentrene har en del brikker i forvejen, de har et netværk af virksomheder, der godt gider lege. Jeg tror på, det kan lykkes at få virksomheder til at træde endnu mere ind.
Serielle forløb tærer
Mens lange forløb ifølge undersøgelsen har vist gavnlige, er serielle placeringer en dårlig ide, sagde forskeren.
- Hvis der laves afbrudte forløb hele tiden, opbygger man måske læring, men opbygningen af tillid falder fra hinanden. Hvis man gør det for tit, tager man livet af folk. Jeg er faktisk ked af at erfare, at de korte forløb er relativt udbredte, sagde Mikkel Bo Madsen.
Læs rapporten 'Fra udsat til ansat' her
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.