Det er snarere børn i mistrivsel end kriminelle, der skal straffes

Regeringens reformudspil mod ungdomskriminalitet – 'Alle handlinger har konsekvenser' – er vigtigt og kræver, at vi alle tænker os godt om.

Løsningerne på problemerne kalder mere på omtanke end på skråsikkerhed – ikke at forveksle med rådvildhed eller handlingslammelse. 

I FADD - Foreningen af Døgn-og Dagtilbud for udsatte børn og unge - anerkender vi naturligvis lovpakkens formål om, at børn og unge skal bringes ud af kriminalitet og  tilbage i fællesskabet.

Til gengæld er vi som fagfolk, der konkret arbejder med de udsatte børn og unge, bekymrede over det værdiskred, reformen ser ud til at repræsentere: En hård retorik med straffelignende sanktioner, mere overvågning, økonomiske konsekvenser og mere politi, er elementer der kan fremme en risiko for, at disse børn vil påtage sig en identitet som kriminelle, som de kan få svært ved at slippe igen. 

Lav IQ og diagnoser
Reformen markerer en hidtil uset territoriel landvinding for Justitsministeriet, hvis virke og formål i første omgang refererer til love, domstole og straf – set i et voksenperspektiv.

Bekymringen skyldes dels fraværet af forskningsmæssig legitimitet og lovende internationale erfaringer med effekter af de foreslåede stramninger. Dels at det syn, der ligger til grund for stramningerne, synes præget af uvidenhed om målgrupperne.

Sagt på en anden måde er flere af forslagene baseret på en forestilling om, hvad der vil være virkningsfuldt (læs: afskrækkende i forhold til at fastholde en kriminel løbebane) for ikke-udsatte børn og unge fra ressourcestærke familier. 

Rigtig mange børn og unge i de sikrede miljøer er karakteriseret ved manglende evne til at konsekvensberegne egne handlinger, lav IQ, diagnoser og adfærds- og opmærksomhedsforstyrrelser – ofte sammen med en opvækst i familier med sygdom, misbrug, vold og kriminalitet. 

Mangelfuldt syn på målgruppen
For så vidt det angår de 10 til 14 årige, er det efter vores overbevisning ikke et spørgsmål, om de er skyldige eller ikke-skyldige.

Et barn, der udviser bekymrende adfærd har brug for hjælp. Det er børn i mistrivsel snarere end kriminelle, der skal straffes. 

At et barn – som det foreslås i udkastet - skal vaske brandbiler, eller gøre rent i boligforeninger eller vedligeholde parker, er i bedste fald et udtryk for et mangelfuldt syn på, hvem målgruppen er. Børnene og de unge skal kunne forstå logikken mellem det, de har gjort, og den sanktion, de får, så de reelt får mulighed for være i stand til at kunne forandre deres livssituation.

Konkret vil det således kun give mening, at børnene skal vaske brandbiler, hvis de for eksempel har kastet mudder på dem. 

1. Der bør være forskellig lovgivning for hhv de sikrede, de delvist sikrede og de åbne afdelinger på de sikrede institutioner. Efter vores opfattelse er der på de sikrede institutioner ikke behov for yderligere magtbeføjelser, herunder døralarmer, som tvært imod vil virke kontraproduktivt ift. opgaven, da det vil skabe fængselslignende rammer. I forhold til de foreslåede øgede magtbeføjelser anerkender vi dog, at der på de delvist sikrede og på de åbne afdelinger i tilknytning til sikrede institutioner kan være brug for døralarmer til at skabe mest mulig sikkerhed og tryghed for de anbragte børn og unge. 

2. TV overvågning af indendørsarealer er problematisk retsligt set og bør udelades. Der er intet belæg for, at videoovervågning øger sikkerheden på institutionerne. 

3. Kropsvisiteringer skal fortsat være en politiopgave. 

4. Udarbejdelse af husordener skal være et lokalt anliggende, og ikke detaljestyret af ministerielle instrukser – vi minder om armslængdeprincippet. 

5. Der bør, samtidig med reformens iværksættelse – uanset hvilken konkret udformning den vil få – igangsættes forskning, der skal følge og evaluere om reformens formål står mål med dens resultater.

6. Alle sanktioner skal henføres til forseelsen – herunder bør det ikke være muligt at trække børn i lommepenge, hvis de ikke efterlever en husorden. 

7. Personalet på de lukkede og sikrede institutioner m.fl., får pligt til at anmelde vold og trusler. Vi mener, at et kompetent personale bør være i stand til at forstå situationen og vurdere, hvorvidt truslen er reel. Personalet bør derfor gives mulighed for at vurdere, hvorvidt – og hvad - det gavner med en politianmeldelse. 

8. I forhold til at give lederne på de åbne døgninstitutioner mulighed for at overføre børn og unge til en sikret institution ankerkender vi beføjelsen såfremt overførslen alene kan foretages på baggrund af farlighedskriteriet med henblik på skærmning og sikkerhed.

9. Vi finder bestemmelsen om, at ungdomskriminalitetsnævnets afgørelser kan ’overrule’ og sætte andre indsatser på stand by, urimelig. Altså at enkeltepisoder vil kunne flytte fokus væk fra årelange forløb med udsatte børn og unge og deres familier. 

10. Vi er – med den historik vi har med kommunerne siden kommunalreformen - bekymrede for kommunernes agilitet i forhold til at eksekvere beslutninger truffet af ungdomskriminalitetsnævnet. Ikke kun – men også - af økonomiske grunde, men også i forhold til om de manglende trin på indsatstrappen besværliggør/umuliggør iværksættelsen af den rette indsats. 

11. To børnesagkyndige (pædagogisk og psykologisk) SKAL være faste medlemmer af ungdomskriminalitetsnævnet. Alle nævnets medlemmer skal have stemmeret. 

12. Straks-iværksættelse må ikke betyde, at den børne-/ungefaglige undersøgelse udelades – med mindre forseelsen lægger op til en ukompliceret sanktion (rydde op efter hærværk). Deciderede forbedringsforløb skal indledes med en børne-/ungefaglig undersøgelse 

13. Iværksættelse af en sanktion alene på baggrund af mistanke er et retssikkerhedsmæssigt problem og skaber IKKE den tillid til systemet, som er nødvendig for, at en sanktion skal have den ønskede effekt. I den beskrevne form bør dette udgå. 

14. Der bør oprettes syv åbne og delvist lukkede institutioner i en regional centerkonstruktion til den del af 'gengangerne', der er de mest udfordrede børn og unge, og som i antal årligt omfatter mellem 150 og 200 børn og unge fra 12 til 18 år. 

15. I stedet for ensliggørelse af de sikrede institutioner bør man tage udgangspunkt i, at de er forskellige og og løser opgaverne forskelligt - med mindre man har vidensbaseret belæg for at fastslå, at den ene type sikrede institution er bedre end de andre. Det har vi ikke … 

16. Anerkender man fra politisk side vores ønske om at fastholde forskellighederne på de sikrede institutioner, bør man alligevel overveje at etablere et fælles tilsyn for området. I så fald ikke for at understrege ensliggørelsen, men for at kunne udvikle en særlig tilsynskompetence indenfor et komplekst og diversitivt felt.   

17. At der samtidig med reformens iværksættelse – uanset hvilken konkret udformning den vil få – igangsættes forskning, der skal følge og evaluere, om reformens formål står mål med dens resultater.

18. At det ikke er politiet der skal stå afhentning af 10-14 årige børn, der ikke ønsker/ikke magter at følge ungdomskriminalitetsnævnets beslutning om forbedringsforløb.

19. Familie og netværk skal inddrages på en sådan måde, at deres ressourcer bringes i spil uden trusler om økonomiske konsekvenser.

20. Alle sanktioner skal kunne henføres til forseelsen.

21. Klageadgang bør medtages og præciseres.

22. Ingen børn mellem 10 og 12 år skal kunne anbringes på en sikret eller delvist sikret institution.

23. Vi er glade for, at det nu bliver muligt, som de adspurgte børn i forbindelse med magtanvendelsesudvalgets arbejde for nogle år siden foreslog, at personalet skal kunne fjerne det barn, der forårsager uroen, fra fællesskabet.    

Den relativt lille gruppe af de allermest udsatte børn og unge har brug for en særlig faglig, specialiseret, insisterende, håndholdt og koordineret indsats.

Målgruppen er præget af kompleksitet, dynamik … og bevågenhed.

Som vi har gjort de i flere hundrede år bliver vi ved med at løse opgaverne – uanset hvad det endelige resultat af reformen bliver. 

Vi vil til gengæld insistere på, at vi der arbejder med de mest udsatte børn og unge skal kendes på, at vi opdyrker, fremhæver og udvikler de mest humanistiske sider af det til enhver tid gældende samfundsmæssige syn på  børn.

 

Søren Skjødt, formand for FADD, og Henrik Kaustrup, konsulent i FADD, Foreningen af Døgn-og Dagtilbud for udsatte børn og unge