Idé om handicaplandsby i Haderslev får hård kritik:
"Det er en vanvittig og umenneskelig idé"
HADERSLEV: To byrådsmedlemmer i Haderslev Kommune ønsker at opføre en såkaldt "handicaplandsby", der skal gøre det nemmere at tiltrække specialiserede fagfolk, bestå af en række forskellige faciliteter og være opdelt i klynger alt efter borgernes handicap.
Det er en rædselsfuld idé, ifølge Anni Sørensen, formand for foreningen Lev, som er en landsdækkende forening for mennesker med udviklingshandicap og pårørende.
Det er nok ikke gået nogens næse forbi, at botilbuddet Odinsgård i Haderslev har været under hård kritik for omsorgssvigt efter en TV 2-dokumentar i november. Inden da var det besluttet, at Odinsgård, i sin gamle form, skulle lukkes, og i december besluttede et snævert flertal i byrådet at sende Odinsgård i udbud.
Siden december har to byrådsmedlemmer, løsgængeren Thomas Vedsted og Børge Koch (R), været i gang med at undersøge mulighederne for at oprette en kommunalt understøttet fond til at drive Odinsgård. Planen er så, at der skal oprettes en landsby for handicappede borgere i kommunen.
Progressivt eller ej
Det er meningen, at landsbyen ikke kun skal huse beboerne fra Odinsgård, men derimod alle borgere, der bor på et botilbud i kommunen. Det drejer sig om cirka 280 borgere. De to byrådsmedlemmer kalder selv idéen for progressiv, men Anni Sørensen, formand for foreningen Lev, er dybt uenig.
- Det er på ingen måde progressivt. Det er dybt bekymrende og et tilbageslag til en tid og et menneskesyn, vi har forladt. Det er ikke sådan, vi tænker inklusion og handicapkonvention i Danmark. Vi er for længst gået væk fra at bygge store institutioner. Det er uklogt og umenneskeligt, siger hun og fortsætter:
- Det er en vanvittig og dårlig idé. Deres motiver er måske sympatiske, men den baserer sig på et forkert menneskesyn, og det er en kæmpe tilbagegang. Det er en helt forkert måde at tænke ligeværd, inklusion og lige muligheder på. De (red. Børge Koch og Thomas Vedsted) tænker, at det ville være godt, at beboerne kan få flere faciliteter tæt på, og at det også bliver nemmere at tiltrække fagfolk. Det vil jeg gerne anerkende. Men jeg vil se dokumentation for, at det er en god idé. Jeg har dokumentation for, at det er en dårlig idé.
Dokumentationen, som hun henviser til, er studier fra både England og Norge, der viser, at borgere med udviklingshandicap har bedst af at bo på mindre matrikler med færre borgere omkring sig.
Kig mod Hjortshøj
Hun henviser til landsbyen for handicappede i Sølund ved Skanderborg. Det er Danmarks største "handicaplandsby", og den blev oprettet for cirka 90 år siden.
- Deres visioner var gode, og der er nok mange, der sætter pris på det. Det er godt, at mennesker kan bo forskelligt, men det blev bygget for mange år siden. Vi skal ikke bygge sådan i 2024, siger hun.
Anni Sørensen mener i stedet, at man bør kigge mod Andelssamfundet i Hjortshøj.
- Aarhus Kommune har i samarbejde med Andelssamfundet oprettet et bofællesskab for unge med udviklingshandicap, og de bor blandet med både almene lejeboliger og andels- og ejerboliger. Så integrerer de på kryds og tværs og lærer af hinanden. Dét er progressivt og menneskeligt, fortæller hun.
Misforstået koncept
Men Lev-formanden har misforstået det fuldstændigt, mener Thomas Vedsted.
- Det her skal jo ikke være et højhus med 800 lejligheder. Vi snakker enkeltstående lejligheder ligesom Odinsgården. Så kommer der bare til at ligge tilsvarende 8-10 gange Odinsgården samlet på et sted, siger han.
Thomas Vedsted forklarer, at deres idé om at skabe en landsby bl.a. kommer af, at der bor for mange borgere med forskellige handicap og diagnoser sammen i de mindre botilbud.
- Kommunen har mange forskellige botilbud, og mange af de borgere, der blev visiteret til de her steder, er døde eller flyttet ud. Det har skabt tomme pladser, hvor der så er kommet mennesker ind, som de øvrige borgere måske ikke var visiteret til at bo sammen med. Så får man dårlige sammensætninger, som gør det vanskeligt for borgerne at trives de her steder, fortæller han.
- Derfor vælger vi nu at tænke større.
Han har en formodning om, at mange borgere vil tage imod tilbuddet om at fraflytte de mindre botilbud og skifte adresse til landsbyen. Lige nu har idémagerne kig på en 40 hektar stor mark, der ligger over for kommunens største svømmehal, som ifølge Thomas Vedsted også vil være attraktiv for borgerne at benytte sig af.
- Det kommer ikke til at føles ekskluderende at flytte landsbyen ud på en mark. Det er jo ikke på bøhlandet. Der er indkøbsmuligheder og adgang til offentlig transport 4-500 meter fra lokationen, så det vil være nemt for både beboere og pårørende at komme til og fra stedet, siger han.
Hvis borgerne helst vil blive boende der, hvor de bor, så skal de selvfølgelig have lov til det, forklarer han.
Lige nu er der flertal i byrådet for at undersøge en fondsløsning, men formandskabet for Social- og Handicapudvalget kræver, at muligheden for et EU-udbud skal undersøges.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.