dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat
Danmarksdemokraterne vil bruge 100 millioner på veteraner
Danmarksdemokraterne vil bruge 100 millioner kroner i et veteranudspil. Her ses forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) under sidste års flagdag. (Arkivfoto)
Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Danmarksdemokraterne vil bruge 100 millioner på veteraner

Et veteranudspil fra Danmarksdemokraterne skal blandt andet betyde mindst fire nye veteranhjem og en veterankoordinator i hver kommune.
4. SEP 2024 7.01

Danmarks veteraner bliver anerkendt mere end tidligere, men der kan fortsat gøres meget mere for dem. Sådan er holdningen hos Danmarksdemokraterne, som onsdag - dagen før den årlige flagdag for Danmarks udsendte - præsenterer et veteranudspil.

- Flagdagen er rigtig fin, og vi er også kommet rigtig langt. Men i forhold til andre lande synes jeg, at vi mangler at anerkende deres indsats bedre, siger forsvarsordfører Lise Bech (DD).

Danmarksdemokraterne ønsker at sætte 100 millioner kroner af til en særlig indsats for veteraner.

Partiet vil blandt andet have etableret yderligere mindst fire veteranhjem, der fungerer som fristed og samlingspunkt for veteraner, der har været udsendt på mission i udlandet.

Danmarksdemokraterne vil derfor give 20 millioner kroner til Fonden Danske Veteranhjem til at etablere hjemmene og yderligere syv millioner kroner til at drive fondens aktiviteter.

Der er i øjeblikket veteranhjem i København, Aarhus, Odense, Aalborg og Fredericia, og et sjette veteranhjem er ved at blive oprettet i Slagelse. Danmarksdemokraterne vil også have veteranhjem i Syd- og Sønderjylland, Vestjylland, på Lolland-Falster og på Bornholm, altså i områder, hvor der lige nu er langt til det nærmeste veteranhjem.

Veterankoordinatorer i alle kommuner

På Bornholm var der ifølge Veterancentrets hjemmeside i maj registreret 518 af de 42.032 registrerede veteraner i Danmark og resten af rigsfællesskabet.

- Vi vil gerne have veteranhjem i hele landet, siger Lise Bech.

Danmarksdemokraterne vil også give veteraner rabat på rejser med offentlig transport, så de kan få en veteranrabat på 50 procent ved brug af personligt rejsekort på udvalgte rejser. Veteraner skal også have tilbud om adgangsrabat til visse museer og teatre.

Danmarksdemokraterne vil desuden have såkaldte veterankoordinatorer i samtlige landets 98 kommuner.

Koordinatorerne skal hjælpe veteraner og deres pårørende med at finde hjælp, for eksempel i forbindelse med psykiske og sundhedsmæssige problemer efter en udsendelse.

- Vi vil gerne gøre det nemmere for veteranerne at komme i kontakt med systemet, uanset hvad man skal have hjælp til, siger Lise Bech.

Danmarksdemokraternes ønskede løft af veteranområdet på 100 millioner kroner bliver ifølge udspillet finansieret i partiets finanslovsforslag, som kommer senere i efteråret.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.