dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat
Centerleder om drabstiltalt: Hun var omsorgsfuld og ville beboerne det bedste
Tredje retsdag i drabssagen fra Plejecenter Tirsdalen ved Retten i Randers, hvor bl.a. plejecentrets leder vidnede.
Foto: Anne Myrup Pedersen/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix

Centerleder om drabstiltalt: Hun var omsorgsfuld og ville beboerne det bedste

I dag er tredje retsdag i sagen mod en drabstiltalt sosuhjælper i gang, og en række vidner skal afgive forklaring.

RANDERS: Mandag er tredje retsdag i sagen mod en kvindelig sosuhjælper, som er tiltalt for et drab og syv drabsforsøg på Plejecenter Tirsdalen, hvor hun har været ansat.

Pejecenter Tirsdalens leder, Susanne Tvede, beskrev den tiltalte kvinde på 60 år som en god og omsorgsfuld medarbejder, som hun aldrig har haft problemer med.

- Jeg havde ikke set det komme. Efter en række afhøringer med politiet tænker man naturligvis igennem, om der var nogle ting, som jeg kunne have opdaget eller haft mistanke om, men det er der ikke, sagde hun under sin vidneforklaring og fortsatte:

- Men jeg er jo ikke dum, så jeg tænkte da også, at sammenfaldene var påfaldende, og jeg måtte tænke det ellers utænkelige: Om nogen af mine ansatte gjorde de her sårbare mennesker ondt bevidst.

Manden bakker sin hustru op

Den tiltaltes mand vidnede i løbet af formiddagen, hvor han først skulle svare på en række af anklagerens spørgsmål. Det centrale tema blev, hvor meget manden kendte til sin hustrus bekymringer for de beboere, som hun tog sig af på plejecentret.

Han sagde, at han forestillede sig, at der kunne have været en person udefra, som var gået ind på området for ældreboligerne. Det havde han talt med sin kone om efter de første fire mistænkelige indlæggelser.

- Det er mine tanker, og min hustru og jeg talte dengang om det, hvor let det var for uvedkommende at gå ind, sagde han.

Ændrede forklaring

En politiassistent, som var tilstede under anholdelse og ransagning hos tiltalte, skulle afgive vidneforklaring. Her kom hun ind på, hvordan den tiltalte kvinde, selvom hun blev gjort opmærksom på, at hun ikke havde pligt til at udtale sig, var kommet med en række spontane udtalelser. Her ændrede hun tre gange forklaring på, hvorfor hun havde lægemidlet Mirtazapin i sit private hjem.

Først havde hun fortalt, at Mirtazapinen var hendes eget, senere fortalte hun at det var for gammelt og blot skulle smides ud, men at det er hendes, og til sidst fortalte hun, at det var medicin, som hun havde fundet på plejehjemmet, fordi det flyder med medicin på Tirsdalen, og at hun ville aflevere det til et familiemedlem, som var apoteker og som dermed kunne destruere det.

Politiassistenten oplyste, at disse udtalelser blev noteret, da det virkede påfaldende, at den tiltalte kvinde tre gange ændrede forklaring. Derudover var tiltalte oplyst om, at hun slet ikke var forpligtet til at udtale sig.

Derudover skulle tiltalte og hendes mand mindes om, at de ikke måtte tale om sagen under mandens besøg hos hende i arresten. Her skulle tiltalte, ifølge assistenten, have bedt sin mand tage kontakt med to naboer i forbindelse med sagen.

På arbejde på tiltalte

Den kollega, som var på vagt med den tiltalte kvinde den 26. februar forud for indlæggelserne, har på dagens retsmøde forklaret, at der den aften ikke var noget usædvanligt på deres vagt sammen.

Dog har hun tidligere beskrevet tiltalte som om, hun var i sin egen verden på vagten den aften, men kunne ikke beskrive det yderligere. Hun fortalte, at den tiltalte sosuhjælper var meget optaget af særligt en beboers medicin, hvor den tiltalte udtrykte, at der ikke var styr på håndtering af den.

Dog forklarede sosuhjælperkollegaen, at den tiltalte den aften overtog notaterne for en patient, som hun ellers ikke havde noget med at gøre på den vagt.

- Det var unormalt, at den fra ældreboligerne overtog notaterne, men det kunne man godt. Hun (den tiltalte) sagde, at nu har hun jo skrevet dem så mange gange, så hun lige så godt kunne gøre det igen. Men jeg havde i hvert fald ikke bedt hende om at overtage og lave notatet, sagde  sosuhjælperen. 

Den tiltalte kvinde nægter sig fortsat skyldig. 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.