dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat

Brønderslev vil gennemgå sine dyreste borgeres sager

Ny medarbejder skal tjekke de dyreste sager på det specialiserede voksenområde. Kommunen forventer besparelse på halvanden million om året.

BRØNDERSLEV: Hvis man opnormerer med et årsværk, vil det være muligt at spare 1,5 mio. kr. om året i løbet af de kommende tre år. 

Det er vurderingen fra Brønderslevs forvaltning for Sundhed og Velfærd, fremgår det af referatet fra seneste økonomiudvalgsmøde. Og den vurdering fik politikerne til at vende tommelen opad til nyansættelsen.

Den nye medarbejder skal arbejde systematisk med gennemgang af de dyreste sager "med henblik på nedjustering af udgifterne", fremgår det. Indsatsen skal ses isoleret fra den normale behandling af nye sager eller sager, hvor borgerens tilstand giver øgede udgifter.

"For at opnå ovennævnte besparelse skal der primært arbejdes med gennemgang af alle de dyreste sager. Der vil derudover også være besparelse at opnå ved gennemgang af sager, som koster fra knap 1 mio. kr. årligt og opefter med henblik på reduktion i pris og indsats," står der i sagsfremstillingen.

Brønderslev Kommune har 101 sager, hvor der hentes statsrefusion. Det er et forholdsvis højt tal set på landsplan. Målet er at bringe kommunens enhedsomkostninger ned i nærheden af landsgennemsnittet.

Ambitionen er at opnå en nettobesparelse på en halv mio. kr. næste år, én mio. i 2026 og 1,5 mio. fra 2027 og fremefter.

Lektor: Risiko for de svageste

Lektor Iben Nørup, som forsker i socialt arbejde, siger til Nordjyske, at initiativet indebærer en risiko for, at de svageste borgere får en ringere hjæp, og at mange af dem ikke vil være i stand til at klage. 

- Hvis man reducerer i tilkendt hjælp eller afviser at tilkende hjælp for at spare penge, så bliver de konkrete sager meget let ulovlige, siger hun.

Borgmester Mikael Klitgaard (V) forsikrer dog over for avisen, at det udelukkende handler om at "optimere tilbuddene og få lidt mere for pengene", bl.a. ved at forhandle om priser på døgninstitutioner og tillægsydelser. 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.