
Både Hjørring og Aalborg klemt i plejekonkurs
HJØRRING / AALBORG: Mens de ca. 500 tidligere ansatte i Kærkommen kan gøre sig håb om snart at få udbetalt deres løn, som de har ventet på i over to måneder, er Hjørring og Aalborg Kommune i en penibel situation, hvor de kan ende med, at det er dem og ikke Lønmodtagernes Garantifond (LG), der skal betale de tidligere Kærkommen-medarbejdere løn, feriepenge og pension - en regning på et betragteligt millionbeløb. Kurator i sagen, Boris Frederiksen fra Kammeradvokaten, er nemlig på vej med oplysninger, der kan afgøre, hvem der skal udbetale den manglende løn.
- Vi har en konklusion meget snart, forhåbentligt i denne uge. Jeg har bedt om møde med alle otte berørte kommuner, og en af dem er Hjørring. Men de har overgivet sagen til en advokat, og der har jeg fået beskeden, at 'han er ikke til rådighed'. Jeg håber da på et møde for at få en afklaring, siger Boris Frederiksen.
Et 'væsentligt beløb'
Det store spørgsmål for Hjørring og Aalborg er, hvorvidt der er sket en virksomhedsoverdragelse eller ej, da Kærkommen gik konkurs, og de to kommuner huhej måtte finde en løsning til de mange mennesker, der stod uden pleje. I Hjørring drejer det sig om 600 mennesker.
Begge kommuner kan altså blive dømt til at betale til de tidligere ansattes løn, pension og feriepenge. Ifølge Hjørrings borgmester drejer det sig for hans kommune alene om 'et tocifret millionbeløb'.
Boris Frederiksen vil ikke af- eller bekræfte det beløb, men siger, at det drejer sig om et 'væsentligt beløb'.
- Det skal siges, at i de øvrige seks kommuner i denne sag er der ikke problemer, og de tidligere ansatte i Kærkommen i disse kommuner får snart deres penge udbetalt, forhåbentligt i denne eller næste uge, siger Boris Frederiksen.
Få dage til afgørelse
I alt var der i alt godt 500 ansatte i Kærkommen. Af dem har LG fået ca. 400 anmeldelser fra lønmodtagere, og 44 sager er afsluttet fra LG's side. I sidste ende er det LG, der på baggrund af kurators indberetning skal afgøre, om der er sket virksomhedsoverdragelse eller ej i Hjørring og Aalborg.
Kundechef i LG, Maria Würtz følger sagen tæt, og hun afventer de sidste oplysninger fra kurator.
- Det er jo forskellige kommuner med forskellige sager, men det er min vurdering, at når vi har oplysningerne fra kurator, går der får dage, før vi kan træffe en beslutning om, der er sket virksomhedsoverdragelse eller ej, siger hun.
Hun oplyser, at LG har modtaget 92 anmeldelser fra tidligere medarbejdere i Kærkommen i Hjørring Kommune. Men der kan komme flere.
Det er kun sket en gang før, at kurator/LG afgjorde, at der var tale om virksomhedsoverdragelse, med den konsekvens, at kommunen skulle betale konkursramte medarbejdere løn, pension og feriepenge. Det var i Viborg, der kort før årsskiftet konstaterede, at det firma, de havde udliciteret en del af kommunens rengøring til, Absolut Rengøring, gik konkurs. Her skulle Viborg Kommune betale cirka 5 mio. kr. til de tidligere ansatte.
KL må gøre noget
Borgmester i Hjørring, Arne Boelt (S), er stadig fortørnet over, at de kan ende med at hænge på regningen, blot fordi de holdt et 'særdeles nødvendigt' møde med Kærkommens ledelse kort før firmaet gik konkurs - et møde, der kan være udslagsgivende for, om LG afgør sagen til at være en virksomhedsoverdragelse.
- Vi har ikke haft møde med kurator, fordi vores vurdering er, at advokater snakker bedre med advokater. Derfor har vi hyret en advokat til at tage sig af sagen, og ham har vi jævnligt kontakt med. Vi har overgivet sagen til advokatfirmaet, og ja, det er taktik fra vores side, siger Arne Boelt, og tilføjer:
- Jeg har også haft fat i KL, og det er gået op for dem, hvad det her handler om, og jeg forventer de gør noget nu. Det bør og skal de tage sig af.
Brug for mere tid
Hjørrings advokatfirma i denne sag er Advokatfirmaet Tommy V. Christiansen. Jørgen Lykkegaard er ham, der kører sagen. Han har netop været på ferie i en uge, og derfor har han ikke kunnet aftale et møde med kurator i sagen.
- Jeg har ikke forholdt mig til noget endnu. Jeg blev kontaktet af kurator fra Kammeradvokaten lige inden min ferie, og de spurgte om et møde, men det kunne jeg ikke med så kort varsel. De har haft sagen siden marts, og vi har brug for mere tid, siger han.
Han skal blandt andet snakke mere med Hjørring Kommune og have mere info i sagen.
- Min aftale med Kammeradvokaten er, at jeg skal svare på skrift, og det vil jeg gøre.
Men i første omgang skal vi finde ud af, hvad Kammeradvokatens krav er, siger Jørgen Lykkegaard.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.