
Allerførste udbud på specialområdet gav begynder-erfaringer
HOLBÆK: En udbudsproces, der nu er endt med en liste over ni sjællandske bosteder inden for specialområdet, som otte kommuner primært vil bruge, har givet folkene bag en række erfaringer - da det var allerførste gang.
Holbæk Kommune har været tovholder på udbuddet, der gælder botilbudspladser for voksne autister og domsanbragte udviklingshæmmede.
Og Kenn Thomsen, direktør i Holbæk Kommune, beskriver over for dknyt, hvordan nogle af botilbuddene,der deltog, ville være kommet i betragtning, hvis de havde levet op til konditionerne:
- Nogle havde ikke svaret på alle spørgsmål, og andre bød ind med indsatser til forkerte målgrupper - bare som to eksempler. Næste gang vil vi nok gøre mere brug af dialogbaseret udbud - eller måske hjælpe bostederne med processen.
- Det sociale område er jo ikke så vant til instrumentet udbud, så det er nok også en af grundene til, at ikke alle 16 kommuner i Fællesudbud Sjælland er gået med i udbuddet.
Lettere at vurdere
Konkret betyder udbuddet, at sagsbehandlerne i kommunerne får lettere ved at vurdere kompetencerne på og udgifterne til de ni bosteder, der har vundet udbuddet.
- Vi har vægtet pris og kvalitet ligeligt i udbuddet. Det betyder, at budgiverne har skullet vise, hvad de kan tilbyde borgerne, og sætte en fast pris. Den gennemsigtighed betyder, at vi bedre kan matche borgerne med det helt rette tilbud. Samtidig er vi sikre på, hvad vores udgift er som kommune, siger Kenn Thomsen, der samtidig understreger, at det er borgernes behov, der afgør valget af botilbud.
- Derfor er man heller ikke forpligtet til at bruge de ni leverandører, hvis ikke de har de rette kompetencer. Forskellen fra tidligere bliver, at man nu altid skal beskrive baggrunden, hvis man vælger et alternativ.
Udbuddet er delt op i seks delaftaler: Fire hvad angår voksne autister i fire gradueringer og domsanbragte udviklingshæmmede i to.
De otte kommuner, der har gennemført udbuddet på nuværende tidspunkt er Solrød, Odsherred, Lejre, Slagelse, Køge, Faxe, Næstved og Holbæk.
I kontraktperioden vil der være mulighed for, at flere af de i alt 16 kommuner i Fællesudbud Sjælland kan tilslutte sig udbuddet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.