dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat
Aarhus hjemsender medarbejder efter opslag om afdød Hamas-leder
Aarhus Kommune har hjemsendt afdelingsleder Simon El-Zeinab, der blandt andet har været initiativtager på en række sociale projekter i kommunen.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Aarhus hjemsender medarbejder efter opslag om afdød Hamas-leder

Aarhus Kommune har hjemsendt socialpædagog, der også har trukket sig fra integrationsråd.
1. AUG 2024 11.48

AARHUS: Aarhus Kommune har hjemsendt socialpædagog Simon El-Zeinab fra hans arbejde i kommunen, efter at han i et tidligere Facebook-opslag hyldede den afdøde Hamas-leder Ismail Haniyeh.

Det skriver DR.

Simon El-Zeinab er ansat i afdelingen for sociale forhold og beskæftigelse i kommunen som socialpædagog, hvor han blandt andet har til opgave at løse en række kriminalpræventive opgaver primært i Gellerup i det vestlige Aarhus.

Anders Winnerskjold (S), der er rådmand for sociale forhold og beskæftigelse i kommunen, siger til Ritzau, at han tager skarpt afstand fra Simon El-Zeinabs ytringer.

- Jeg synes ikke, det hører hjemme at hylde en nu afdød terrorleder. Derfor har vi også opstartet en personalejuridisk proces for at få afdækket, om der er en konflikt, siger han.

- Jeg synes, det er enormt tonedøvt og usammenhængende, når man også arbejder ude i nogle udsatte boligområder, siger rådmanden.

Han påpeger, at som led i processen vil "den pågældende medarbejder selvfølgelig" få mulighed for at forklare sig.

Trækker sig fra råd

Onsdag trak Simon El-Zeinab sig også fra Det Nationale Integrationsråd, som han var medlem af, som konsekvens af opslaget, der nu ikke er til at finde på det sociale medie.

Ifølge Berlingske henviste Simon El-Zeinab i opslaget til Hamas-lederen som "en stor leder" på arabisk og udtrykte sine kondolencer. Berlingske ringede til Simon El-Zeinab tidligere onsdag, hvor han sagde:

- Han er blevet en af de store palæstinensiske ledere, som mere end halvdelen af palæstinenserne respekterer. Man kan ikke benægte sådan en stor mand, og man kan godt kondolere og blive ked af, at han bliver dræbt på den måde.

Var udpeget af minister

Ifølge integrationsrådets hjemmeside har Simon El-Zeinab arbejdet for den palæstinensiske regering i diplomatiet gennem flere år. Medlemmer af rådet udpeges af ministeren på området, landets kommuner og kommunale integrationsråd.

El-Zeinab er et af de medlemmer, der er udpeget af udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S), som onsdag tog afstand fra El-Zeinabs udtalelser på Facebook.

- Jeg har netop fået besked om, at han har valgt at trække sig. Det synes jeg, er den helt rigtige beslutning. Jeg kan på ingen måde se for mig, at man kan sidde i et nationalt integrationsråd og samtidig hylde lederen af en terrororganisation, lød det i et skriftligt svar fra Kaare Dybvad Bek til Radio4.

/ritzau/

 

Opdateret 15.15 med præciseret rubrik og underrubrik samt udtalelser fra Anders Winnerskjold.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.