dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat

37 organisationer advarer partiledere om anbefalinger til socialområdet

At hensyn til kommuners økonomi skal ligestilles med borgeres rettigheder i sociale afgørelser, møder kritik.

37 organisationer har mandag sendt et brev til partilederne i Folketinget, hvori de advarer om at følge et ekspertudvalgs anbefalinger til socialområdet. Blandt organisationerne er Dansk Socialrådgiverforening, Gigtforeningen, FOA, Muskelsvindfonden og Danske Handicaporganisationer.

Anbefalingerne blev præsenteret tidligere i maj. De var en del af ekspertudvalgets første delrapport på området.

Blandt anbefalingerne er, at når kommunerne skal træffe afgørelse, om hvilken hjælp de skal tilbyde mennesker på socialområdet, bør hensynet til kommunekassen og økonomi fylde mere, end det gør i dag.

"Vi ønsker også at bruge pengene bedst muligt og har forståelse for en presset økonomi i kommunerne. Men hvis I som politikere følger anbefalingerne, vil vores samfund gå i den forkerte retning både menneskeligt og økonomisk. Det vil være et kæmpe tilbageskridt på socialområdet og for de borgere og ansatte, der er i berøring med systemet.", lyder det i brevet.

"Anbefalingerne vil sætte systemet, kommunernes økonomi og styring i centrum. Imens er fokus på borgerne og en sammenhængende, helhedsorienteret og forebyggende indsats komplet fraværende", står der også i brevet.

Økonomi legitimt hensyn

Ekspertudvalget blev nedsat i forlængelse af kommunernes økonomiaftale for 2022. Formålet har været at komme med en række anbefalinger, der skal hjælpe kommunerne med at styre økonomien på socialområdet.

Anbefalingerne vil indgå i politiske drøftelser mellem finansminister Nicolai Wammen (S) og KL.

De i alt 11 anbefalinger spænder vidt. Blandt andet revision af reglerne for magtanvendelse, et eftersyn med tilsyn af området og en styrkelse af datagrundlaget på socialområdet.

I sin rapport skriver ekspertgruppen blandt andet, at kommunerne i dag oplever, at det er hensynet til borgernes rettigheder, der er styrende på socialområdet i dag. Det vil ekspertgruppe ændre på. Det skal ske ved at ændre i serviceloven.

"Ekspertudvalget ønsker at sende et markant signal om en ny retning for socialpolitikken, hvor borgernes potentiale står centralt, og hvor økonomi er et legitimt hensyn på lige fod med øvrige hensyn", skriver ekspertgruppen i sine anbefalinger.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.