Aarhus Kommune krænkede autisters rettigheder på bosted
AARHUS: På det specialiserede botilbud Kilebo i Aarhus Kommune fik beboere krænket deres rettigheder. De blev låst inde både i dag- og nattetimerne, og det var ulovlig frihedsberøvelse af to beboere med autisme.
Det fremgår af to domme, der er afsagt af Vestre Landsret.
I den ene sag blev en beboer udsat for lejlighedsvise frihedsberøvelser i en periode på op til fire år - fra begyndelsen af 2017, til han flyttede i efteråret 2020.
Som bevis i sagen har der blandt andet indgået et billede fra en fotokalender fra 2017, hvor man bag beboeren kan se, at der slet ikke var et dørhåndtag på terrassedøren i det fælles opholdsrum. Desuden var der sat en haspe på.
Han kunne ikke forlade stedet og var dermed lejlighedsvist frihedsberøvet i dagtimerne og jævnligt frihedsberøvet i nattetimerne.
De jævnlige indespærringer var en grov krænkelse af hans privatliv, og det var egnet til at påvirke hans selv- og æresfølelse, noterer landsretten.
Sagerne har været ført af advokat Tobias Stadarfeld Jensen.
- Det er en stor sejr for handicappede og dermed udsatte borgere i samfundet, som i meget ringe omfang har mulighed for selv at gøre opmærksom på overgreb, de måtte opleve i myndighedernes varetægt, skriver han i en mail.
Den anden beboers lejlighedsvise frihedsberøvelser varede samlet set i kortere tid. Her var alle tre udgangsdøre i løbet af 2020 ofte aflåst på samme tid, så beboer ikke kunne forlade bostedet.
Socialtilsyn påpegede låste døre
Sagen begyndte at rulle, fordi Socialtilsyn Midt flere gange i 2020 var på tilsynsbesøg på botilbuddet. Allerede i begyndelsen af året lagde tilsynet mærke til, at der var låste døre til fællesarealer i en af boenhederne.
Af en tilsynsrapport fremgår det, at "det er ledelsens ansvar at sikre, at borgerne kan færdes frit og ikke fratages grundlovssikrede rettigheder". Det havde socialtilsynet påpeget over for ledelsen ad flere omgange - både på tilsynsbesøg, i telefonsamtaler og i et dialogmøde.
Efterfølgende blev der sendt en orientering ud fra botilbuddet til beboernes pårørende, hvor det blev oplyst, at der fremover ville være én ulåst hoveddør om natten, og at der så ville være en nattevagt, som kunne guide beboere tilbage i seng. Med den nye praksis ophørte de ulovlige frihedsberøvelser.
Den anden beboer blev udsat for ulovlig frihedsberøvelse i endnu længere tid.
Godtgørelser
De to tidligere beboere har fået en godtgørelse for den krænkelse, de blev udsat for. Den ene har fået en godtgørelse på 25.000 kroner, mens den anden har fået 40.000 kroner.
Botilbuddet Kilebo hedder i dag Havbo. Det er et døgnbemandet botilbud til voksne med udviklingsforstyrrelser og autisme, som har et betydeligt og varigt behov for pædagogisk støtte, pleje og omsorg i hverdagen.
Der er ifølge Aarhus Kommunes egen hjemmeside 36 toværelseslejligheder med eget bad, egen terrasse, og nogle har også et tekøkken.
Lejlighederne er fordelt i syv huse, og hvert hus har et fælles opholdsrum, tv-stue og fælleskøkken. Dertil kommer udendørs opholdsarealer.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.