Ministerium sender svar fra Nyborg videre til tilsynet
NYBORG: Fire gange har Socialministeriet stillet spørgsmål til Nyborg Kommune om de konstaterede lovbrud i flere hundrede børnesager, og fire gange har kommunen svaret.
Det seneste svar har fået ministeriet til at videresende alt materiale modtaget fra kommunen til Ankestyrelsens tilsyn "med henblik på, at tilsynet kan vurdere, om der er anledning til at rejse en tilsynssag". Det oplyser socialminister Sophie Hæstorp Andersen (S) i et svar til Folketingets socialudvalg.
Tilbage i februar konstaterede ministeriet ellers, at en redegørelse fra kommunen ikke gav anledning til yderligere handling. Men så stillede socialudvalget flere spørgsmål, og nu sender ministeriet altså sagen videre til tilsynet - som i forvejen også selv har besluttet at undersøge sagen for at finde ud af, om der skal rejses tilsynssag.
Nyborg-sagen
- I december 2023 viste en ekstern rapport en række kritisable forhold på social- og familieområdet i Nyborg Kommune.
- Rapporten indeholdt eksempler på mangelfuld og langsommelig sagsbehandling, manglende opfølgning på sager og handling på underretninger, forråelsesadfærd samt utilstrækkelig ledelse.
- Rapporten betød, at flere medarbejdere på området blev hjemsendt. Det har siden vist sig, at borgerrådgiveren havde gjort opmærksom på de kritisable forhold i flere år.
I det seneste svar blev Nyborg Kommune bedt om at redegøre for et notat fra kommunens jurist fra januar 2021 - hvorfor det ikke er blevet nævnt i kommunens tidligere svar, og om det er korrekt, at det først blev anvendt efter ti måneder i en konkret sag.
Kommunen svarer, at juristens notat mest var en sagsgennemgang, og at kommunen ikke vurderede, at der stod noget i notatet, som kommunen ikke i forvejen havde skrevet til ministeriet. Derfor var det ikke medsendt.
Desuden svarer kommunen, at afdelingen i de ti måneder fuldt ud var klar over, hvilke afgørelser der manglede at blive truffet, men at det var meget vanskeligt at træffe afgørelser på trods af vejledningen i notatet, fordi sagen var kompliceret.
Bekymring i oktober 2021
Desuden blev kommunen spurgt til et møde, som borgerrådgiveren holdt med borgmester Kenneth Muhs (V) i oktober 2021, hvor borgerrådgiveren udtrykte bekymring for borgernes retssikkerhed. Der blev ikke taget referat fra hverken mødet eller et lignende efterfølgende møde med direktionen, men borgerrådgiveren sendte sine noter fra møderne med i en mail til kommunaldirektøren.
Ifølge kommunens svar har administrationen ikke kendt til dette notat, før DR i marts i år bad om aktindsigt.
Mailen og notatet er ikke journaliseret i kommunens system, og man har heller ikke fundet en mail i borgmesterens indbakke fra kommunaldirektøren med notatet. Da kommunaldirektøren senere er fratrådt, er hans mailkonto lukket, så det er uvist, om han har videresendt den til andre.
Kommunen oplyser i sin redegørelse, at man ikke fandt det relevant at medsende notatet fra borgerrådgiveren, da man blev opmærksomme på det, fordi borgerrådgiveren også beskrev sin bekymring og sin samtale med borgmesteren i sin årsberetning for 2021, hvorfor der ikke var nye relevante oplysninger i notatet.
Byrådet, hvor Venstre sidder på 14 af de 25 pladser, har tidligere afvist et forslag fra oppositionen om at lave en advokatundersøgelse af borgmesterens rolle i sagen.
Ministeriets svar til Folketingets socialudvalg og kommunens redegørelse kan læses her.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.