Unge i job får mærkbar skattelettelse og færre forhindringer
Unge skal kunne tjene endnu flere penge i deres fritidsjob, end de gør i dag, og der skal være bedre mulighed for at tage et job. Det er samtlige partier i Folketinget enige om, og de har derfor landet en aftale om at få flere unge i fritidsjob.
Et fritidsjob giver unge en forståelse for pligter og ansvar, siger beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S), der præsenterer aftalen.
- For første gang i 30 år tager vi et grundlæggende gennemsyn af de her regler, så det bliver nemmere og mere attraktivt at ansætte unge og at være ung i et fritidsjob, siger hun.
Andelen af unge med et fritidsjob er faldet over de seneste årtier. Der er i dag 70.000 færre unge, der har et fritidsjob, end i 1980’erne. Ministeren svarer ikke på, hvor mange unge der skal i job.
- Det var engang syv ud af ti, nu er det kun godt halvdelen af en årgang, der har lønnet arbejde. Jeg synes, det er så godt, at jeg ønsker mig meget mere af det. Vi har ikke sat et konkret måltal, siger hun.
Færre i fritidsjob
Fordi andelen af unge med et fritidsjob er faldet over de seneste årtier, skal flere forskellige brancher og flere typer virksomheder have øjnene op for mulighederne i at ansætte unge i et fritidsjob.
Partierne håber, at det i endnu højere grad kan gøre unge mennesker klar til uddannelse, arbejdsmarkedet og livet som voksen. Unge under 18 år fritages for at betale arbejdsmarkedsbidrag på otte procent af al arbejdsindkomst for at gøre det mere økonomisk attraktivt.
Det betyder, at en ungarbejder i et supermarked, der tjener omkring 3.000 kroner om måneden, får en skattelettelse på 2.880 kroner om året.
Unge mellem 15 og 17 år, der er færdige med grundskole eller lignende, kan fremover få lov at arbejde 6-22 eller 7-23 på tværs af alle brancher.
Automatisk frikort
Fremover oprettes frikortet automatisk fra starten af det år, hvor den unge fylder 13 år fremfor 15 år førhen. Helt unge må arbejde med ufarlige maskiner som små boremaskiner og kassebånd samt milde kemikalier som afspritning. Unge på 15-17 år får lov at arbejde alene i butikker på skæve tidspunkter.
De foreslåede regelændringer evalueres i løbet af andet halvår 2026, og det indebærer at se på de unges psykiske arbejdsmiljø.
I juni indgik regeringen, Fagbevægelsens Hovedorganisation, Dansk Arbejdsgiverforening, KL og Danske Regioner en fælles forståelse om flere fritidsjob.
Nu bakker et bredt flertal op om den samme ambition og tilslutter sig de lovændringer, der kan understøtte, at flere unge får et fritidsjob.
/ritzau/cwa
Red: Ændret rubrik og underrubrik. Tilføjelser med citater fra minsiteren samt tilføjet tredjesidste afsnit kl. 13.41
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.