dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat
Flere personer i 30erne er hjemløse
Ved en landsdækkende Vive-kortlægning af hjemløshed i uge 6 i år blev der registreret 5.989 personer i hjemløshed. Det er en stigning på 200 personer siden den forrige kortlægning i 2022. Stigningen er størst blandt borgere mellem 30 og 39 år. (Arkivfoto)
Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Flere personer i 30'erne er hjemløse

I den seneste hjemløsetælling er der 200 flere registrerede hjemløse. Stigningen er størst hos 30-39-årige og 60+-årige.
5. SEP 2024 8.33

Der er flere personer i 30'erne, der lever i hjemløshed.

Det viser den landsdækkende kortlægning af hjemløshed, som Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (Vive) hvert andet år siden 2007 har gennemført i uge 6.

Undersøgelsen viser, at stigningen i hjemløshed er størst blandt de 30-39-årige. Ved kortlægningen i år er der registreret 1.479 hjemløse personer. I 2022 var antallet 1.300.

Antallet af hjemløse mellem 30 og 39 år er i årets optælling det højeste, siden Vives kortlægninger begyndte i 2009. Dengang var der i aldersgruppen 1.221 borgere i hjemløshed.

Det kalder på øget opmærksomhed, udtaler seniorforsker i Vive Lars Benjaminsen i en pressemeddelelse.

- De seneste år har mange indsatser været rettet mod de helt unge. Nu er det måske tid til at rette blikket mod de lidt ældre årgange, lyder det.

Også flere over 60

Der er også sket en stigning hos de ældre årgange. For borgere i hjemløshed over 60 år er der sket en stigning fra 451 i 2022 til 500 i år.

Overordnet er antallet af hjemløse steget med 200 personer siden den forrige kortlægning i 2022. Der er i alt registreret 5.989 hjemløse.

Af de knap 6.000 hjemløse er 2.776 registreret i københavnsområdet (København, Frederiksberg og Københavns omegn).

Øget fokus giver øget kendskab

Lars Benjaminsen peger på, at stigningen kan hænge sammen med lovændringer, der trådte i kraft kort før kortlægningen. Han henviser til en hjemløshedsreform, der trådte i kraft 1. oktober 2023, og som skal understøtte Housing First-tilgangen.

Den er baseret på, at borgere i hjemløshed tilbydes en permanent bolig sammen med en intensiv og fleksibel social støtte.

- Lovændringerne har afstedkommet et øget fokus på hjemløshed i kommunerne, hvilket kan have ført til et større kendskab til personer i hjemløshed i kommunerne, mener Lars Benjaminsen.

Der var også stadig restriktioner efter coronapandemien på flere tilbud til hjemløse, da den forrige kortlægning blev gennemført i februar 2022.

Men det fald, der skete i antal borgere, der brugte tilbuddene, er nu tilbage på niveau med før covid-19.

Glæde i Odense

I Odense er antallet af hjemløse faldet til det laveste niveau, siden man i 2007 begyndte på de nationale tællinger. Ved de seneste tre tællinger er antallet i Odense faldet fra 125 til 117 og nu 95, oplyser kommunen. Årsagen er ifølge kommunen Housing First-tilgangen, ligesom kommunen i højere grad bruger herberger og forsorgshjem som midlertidige løsninger.

- Det er ikke mindst takket være det virkeligt gode samarbejde med boligselskaberne og de frivillige hjælpeorganisationer, at vi har så relativt få hjemløse her i byen. Vores samarbejdspartnere er med til at finde egnede boliger til de hjemløse og skabe et socialt liv udenfor hjemmet, så borgerne kan blive boende. Og vi har et Udsatteråd, der virkelig understøtter samarbejdet og sørger for at få brugernes stemme med, siger beskæftigelses- og socialrådmand Christoffer Lilleholt (V).

Ifølge den nye opgørelse er Odense den storby, der har relativt færrest hjemløse borgere. Mens der i Odense er 0,5 hjemløse borgere pr. 1000 indbyggere, er andelen 1,1 i Aalborg, 1,5 i Aarhus og 2,1 i København.

Se hele undersøgelsen her.

/ritzau/ak

 

Opdateret 9.12 med flere oplysninger og 11.18 med oplysninger fra Odense.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.