dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat
Nyborgs borgerrådgiver påpeger fortsatte problemer i socialafdeling
Mens Ankestyrelsen vurderer mulige lovbrud i forhold til borgmesterens manglende orientering af byrådet, vokser antallet af klager på socialområdet. (Arkivfoto)
Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

Nyborgs borgerrådgiver påpeger fortsatte problemer i socialafdeling

Antallet af utilfredse borgere, der henvender sig til borgerrådgiveren, er fra første til andet kvartal i år steget med 25 pct.
28. AUG 2024 11.15

NYBORG: Mens Ankestyrelsen undersøger borgmester Kenneth Muus' (V) kendskab til de kritiserede forhold på Nyborg Kommunes socialområde, fortsætter kritikken. Der er stadig problemer med "dårlig forvaltningsskik" og "forråelse" i socialafdelingen, skriver kommunens borgerrådgiver i et internt dokument, som DR har fået aktindsigt i.

I dokumentet udtrykker borgerrådgiveren bekymring over en stribe "særlig komplekse" sager, hvor afgørelser "måske kan være truffet på et forkert grundlag". Hun påpeger, at der er sager, som "skubbes væk" med begrundelsen, at "det er ikke vores bord" og konstaterer: "Her ses toner af forråelse".

I en rapport fra revisionsfirmaet BDO i december 2023 blev der påpeget flere kritisable forhold på det specialiserede socialområde, der ligeledes vidnede om forråelse og lovbrud. Forud for rapporten om forholdene mente den daværende borgerrådgiver i oktober 2021, at han havde orienteret borgmesteren, der derfor burde have orienteret byrådet.

Dengang og nu

I den efterfølgende udtalelse fra kommunen, der nu behandles af Ankestyrelsen, påpeges det bl.a., at borgerrådgiveren i 2021 ikke havde journaliseret et referat fra mødet med borgmesteren.

Til gengæld havde borgerrådgiveren efter mødet sendt en mail med sine vedhæftede noter til den daværende kommunaldirektør. I udtalelsen til Ankestyrelsen vurderer administrationen på borgmesterens forespørgsel, at der ikke har været brud på den kommunale styrelseslov, i forhold til at han ikke på daværende tidspunkt orienterede byrådet.

Ifølge DR's aktindsigt er der fortsat problemer i socialafdelingen. I andet kvartal i år modtog borgerrådgiveren 25 pct. flere henvendelser fra utilfredse borgere i forhold til første kvartal. Socialdirektør Lone G. Lorensen erkender over for kanalen, at situationen ikke er tilfredsstillende: "Men samtidig må vi se i øjnene, at det tager tid at genoprette tilliden og den gode dialog med borgerne", siger hun.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.