Høj grad af tilfredshed med jobcenterforløb daler i forhold til jobmuligheder
En tværkommunal borgerundersøgelse på beskæftigelsesområdet lavet af KL i samarbejde med 44 kommuner viser samlet set, at 66 pct. er enten meget tilfredse eller tilfredse med deres forløb i jobcenteret.
I toppen som meget tilfredse er 29,5 pct. af borgerne. De fordeler sig med lidt flere kvinder end mænd, nemlig 31,1, pct. mod 27,5 pct. af mændene, viser undersøgelsen, der var færdig i foråret. Samlet set var 18,6 pct. af de adspurgte utilfredse eller meget utilfredse.
Svarprocenten på 38,8 pct. er en anelse lavere end i en lignende pilotundersøgelse fra november sidste år. Her var der lidt færre tilfredse og lidt flere utilfredse. Pilotundersøgelsen fra sidste år byggede på besvarelser fra 13 kommuner, mens den færdige undersøgelse altså har svar fra borgere i mere end tre gange så mange kommuner.
Udsving mellem og i kommunerne
Der er udsving i tilfredsheden i de enkelte kommuner, hvor kommunen med mest tilfredshed har 77,2 pct., der svarer, at de er meget tilfredse eller tilfredse, mens tallet for kommunen med lavest tilfredshed er på 51,6 pct. Omvendt kan tilfredsheden være anderledes på andre parametre.
Fx får Greve Kommunes jobcenter gode vurderinger, når det gælder de lediges overordnede tilfredshed, men lave i forhold til kommunens interne samarbejde mellem forskellige afdelinger, oplyser kommunen.
- Vi er glade for, at kommunens jobcenter skaber tillid og arbejder målrettet. Til gengæld er det naturligvis et opmærksomhedspunkt, at kommunens forskellige afdelinger skal arbejde mere smidigt sammen. Det vil vi følge op på, siger formanden for Beskæftigelses- og Erhvervsudvalget Simon Østergaard (V).
Udvalget har besluttet, at Greve Kommune fortsat skal deltage i kommende borgerundersøgelser, så politikerne kan følge udviklingen.
Fem temaer
Resultaterne i undersøgelsen er udledt af en elektronisk spørgeskemeundersøgelse udsendt til samlet tæt ved 87.000 borgere - repræsentativt fordelt efter kommunestørrelse til mellem 1.507 og 2.619 borgere.
Spørgeskemaerne kom ud i borgernes digitale postkasser og blev kombineret med en telefonisk hotline, hvor borgerne kunne stille spørgsmål af indholdsmæssig og teknisk karakter. Skemaet var opdelt i fem temaer, der afdækker borgernes oplevelse af:
- samlet tilfredshed med deres forløb
- mødet med jobcentret
- mål og aktiviteter i forløbet
- seneste samtale med deres sagsbehandler
- progression mod arbejde eller uddannelse
Tillid i mødet
Allerede i forbindelse med sidste års pilotprojekt vægtede KL en fælleskommunal forståelse af, hvad der menes med værdig behandling af borgerne i mødet med jobcentrene.
Samlet set svarer 66 pct. af borgerne nu enten "i meget høj grad" eller "i høj grad" på spørgsmålet, om de oplever sig mødt med tillid i jobcentret. Også her er tallet hos kvinder højere end hos mændene, ligesom oplevelsen af tillid stiger i takt med borgernes alder.
Tilfredsheden daler en smule, når det gælder spørgsmålet om, hvorvidt borgerne oplever, at der er et klart mål med jobcenterforløbet. 52 pct. svarer samlet set her enten "i meget høj grad" eller "i høj grad".
Tallene falder yderligere ved opfølgende spørgsmål om, hvorvidt aktiviteter giver mening i forhold til målet, til samlet 48,6 pct., mens 24,6 pct. svarer "i lav grad" eller "i meget lav grad" på spørgsmålet om meningen med aktiviteterne.
Den samlede svarprocent under "i meget høj grad" og "i høj grad" daler yderligere til 36 pct., når det gælder borgernes oplevelse af at blive præsenteret for konkrete jobmuligheder.
Til gengæld er der samlet set 65,2 pct., der i enten høj eller meget høj grad oplevede, at formålet med deres seneste samtale med en sagsbehandler var klart.
Se undersøgelsen her.
De deltagende 44 kommuner var:
Assens • Brøndby • Brønderslev • Esbjerg • Favrskov • Fredensborg • Fredericia • Frederiksberg • Frederikshavn • FaaborgMidtfyn • Gladsaxe • Greve • Guldborgsund • Halsnæs • Hedensted • Holstebro • Høje-Taastrup • Hørsholm • Kalundborg • Kolding • København • Lemvig • LyngbyTaarbæk • Middelfart • Morsø • Norddjurs • Nordfyn • Næstved • Odense • Odsherred • Randers • Rudersdal • Silkeborg • Skanderborg • Skive • Syddjurs • Tårnby • Varde • Vejen • Vejle • Vesthimmerland • Viborg • Aabenraa • Aalborg.
Kilde: KL
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.