dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat
Antallet af arbejdende pensionister stiger med 20 procent
Antallet af pensionister, der fortsætter med at arbejde, er nærmest eksploderet, efter at lønnen ikke modregnes i folkepensionen. (Arkivfoto)
Foto: Mads Jensen/Ritzau Scanpix

Antallet af arbejdende pensionister stiger med 20 procent

Hen over det seneste år er antallet af pensionister, der fortsat arbejder, vokset med en femtedel.

Bare fordi man er pensionist, behøver man ikke at stoppe med at arbejde. Det er 75.427 danskere det levende bevis på. Så mange havde ifølge Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering nemlig både lønindtægt og fik folkepension i april.

Der er tale om en stigning på 20 procent sammenlignet med april sidste år.

- Igennem en del år har vi set, at flere og flere danskere vælger at arbejde, selv om de har passeret pensionsalderen.

- Og den udvikling er nærmest eksploderet i det seneste år, hvor antallet af arbejdende pensionister i den grad er skudt i vejret, siger Anne-Louise Lindkvist, der er kunderådgivningschef i Sampension.

Hun forklarer udviklingen med nye regler, som fjerner modregningen af egen arbejdsindtægt i folkepensionen. Reglerne trådte i kraft i juni sidste år.

- Gevinsten kan være tusindvis af kroner ekstra om måneden, så det er ikke småpenge, der er tale om, siger Anne-Louise Lindkvist.

Flere over 75 år

Pensionsalderen er for nuværende 67 år. Men mange arbejder meget længere end det.

Tallene viser nemlig også, at antallet af 75-årige, der er i beskæftigelse, er mere end fordoblet på ti år. I april var der således 19.204 personer i arbejde, som var fyldt 75 år.

Mads Moberg Reumert, der er cheføkonom i Danica Pension, konstaterer, at det både er positivt for den enkelte og for samfundsøkonomien, at så mange vælger at fortsætte med at arbejde så længe.

- For den enkelte betyder det bedre økonomi i dag og de efterfølgende år. Og for virksomhederne giver det bedre muligheder for god arbejdskraft, samt at trække på den vigtige viden og erfaring, der er opbygget hidtil gennem arbejdslivet.

- Endelig nyder samfundsøkonomien godt af de ekstra skatteindtægter, skriver han i en kommentar til tallene.


/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.