dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat

Rigsrevisionen følger op på kritik af ministeries tilsyn af handicapområdet

Rigsrevisionen finder det tilfredsstillende, at der er igangsat en række initiativer. Der ventes dog stadig på, at bl.a. et nyt tilsynskoncept færdiggøres.
1. JUN 2024 9.25

Rigsrevisionen har - på anmodning fra Statsrevisorerne - fulgt op på forvaltningen af handicapområdet. Opfølgningen sker med henblik på at vurdere, om ministeriets initiativer adresserer en kritik, der blev rejst i 2022.

Statsrevisorernes beretning fra 2022 handlede om, hvorvidt det daværende Social- og Ældreministeries tilsyn med handicapområdet var tilfredsstillende.

Det er kommunerne, der har ansvaret for at tilbyde hjælp og støtte til borgere med handicap. Social-, Bolig- og Ældreministeriet har ansvaret for at overvåge og følge op, hvis der konstateres uhensigtsmæssige forhold i forvaltningen.

Statsrevisorerne beklagede, at Social- og Ældreministeriet i flere år ikke havde fulgt op på sin viden om problemer i kommunernes forvaltning af handicapområdet, og at overvågningen af kommunernes forvaltning var sket på et mangelfuldt datagrundlag.

I det nye notat finder Rigsrevisionen:

  • det tilfredsstillende, at der i "rammeaftalen om en langsigtet og bæredygtig udvikling af handicapområdet" fra maj 2024 står, at der skal udvikles en ny model for indretningen af handicapområdet.
  • det tilfredsstillende, at alle kommuner nu indgår i de nationale data om indsatser på handicapområdet. Derudover har ministeriet gennemført en række analyser for at sikre et bedre datagrundlag. Det datagrundlag er dog endnu ikke etableret.
  • det bekymrende, at Ankestyrelsen havde omgjort en tredjedel af kommunernes afgørelser, der var påklaget til Ankestyrelsen i perioden 2013-2021. Frem mod 2023 er det tal steget til 41 pct. 
  • at der har været ført et utilfredsstillende tilsyn med kommunernes forvaltning på handicapområdet.
  • det tilfredsstillende, at der er indført en samarbejdsmodel mellem socialtilsynene og Social- og Boligstyrelsens auditfunktion for at understøtte en ensartet tilsynspraksis.
Venter stadig på undersøgelse af retssikkerheden

Regeringen, Liberal Alliance, De Konservative og De Radikale indgik i maj 2024 en politisk aftale på handicapområdet for at bidrage til bedre kvalitet og gennemsigtighed på området. 

Derudover har Social-, Bolig- og Ældreministeriet igangsat en række initiativer, som skal forenkle reglerne og styrke kommunernes sagsbehandling på handicapområdet, herunder retssikkerheden. Ingen af initiativerne er afsluttet. "Der har ikke været den forventede fremdrift i alle dele af arbejdet", skriver Rigsrevisionen.

Undersøgelsen af retssikkerheden skulle efter planen være offentliggjort i 1. kvartal 2024. Det er den dog endnu ikke.

Et nyt tilsynskoncept

Efter at Statsrevisorerne fandt, at der havde været ført et utilfredstillende tilsyn med kommunernes forvaltning på handicapområdet, igangsatte ministeriet et arbejde for at styrke tilsynet. Arbejdet skulle munde ud i et forslag til et nyt tilsynskoncept for hele ministerområdet. 

Tilsynskonceptet var planlagt udarbejdet i 2023, men konceptet forventes nu færdiggjort i løbet af sommeren 2024, hvorefter det skal implementeres.

Derudover forventes et koncept for ledelsestilsyn på handicapområdet offentliggjort i august 2024. 

Rigsrevisionen finder det derudover tilfredsstillende, at der er indført et nyt samarbejde mellem de fem regionale socialtilsyn og Social- og Boligstyrelsens auditfunktion, der skal, vejlede, levere viden og understøtte en ensartet tilsynspraksis. Modellen trådte i kraft den 1. april 2022. 

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.