Byrådspolitiker om EU-udbud af Odinsgård: "Det skal stoppes"
HADERSLEV: Tirsdag havde kommunaldirektør Peter Karm inviteret kommunalbestyrelsen til temamøde, hvor flere fagpersoner var inviteret til at fortælle om en række forskellige emner. Heriblandt var det omstridte botilbud Odinsgårds fremtid. Der har nemlig været forskellige bud på, hvordan den skal udarte sig.
I december besluttede et snævert flertal i kommunalbestyrelsen at sende Odinsgård i udbud, og siden da har kommunens forvaltning brugt penge og ressourcer på at udarbejde udbudsmateriale. Sideløbende har løsgængeren Thomas Vedsted og den radikale Børge Koch forsøgt at sætte en stopper for netop det. Det virker til, at det har fået deres kolleger på andre tanker.
TV Syd kunne tidligere på måneden meddele, at der nu er flertal i kommunalbestyrelsen for at droppe udbudsprocessen og i stedet søge mod en anden løsning, som eventuelt kunne være oprettelse af en selvejende institution, der skal føre tilbuddet videre.
Det glæder Thomas Vedsted, men han understreger også, at der skal handles hurtigt, så man kan få Odinsgård på ret kurs, inden Socialtilsynet lukker det ned.
- Vi skal sørge for at have lagt en god plan, som tilsynet tror på, ellers tager de brædder med og lukker for dørene til Odinsgård. Og så står der en masse borgere uden tag over hovedet. Det duer ikke, siger han.
Malta kunne vinde
På temamødet luftede fagpersoner deres tanker om, hvordan Odinsgård kan blive ført succesfuldt videre uden at ende i EU-udbud. Thomas Vedsted er overbevist om, at Odinsgård ikke ender med at blive sendt i udbud, da der ifølge ham simpelthen er for mange ting, der taler imod.
- Det skal stoppes. Når man indgår en fireårig aftale med vinderen af udbuddet, så skal det i princippet i udbud igen efter de fire år. Det kunne så betyde, at en 18-årig borger på botilbuddet kan risikere at få 15 forskellige leverandører i løbet af sit liv. Det er imod borgernes og pårørendes ønske, siger han og tilføjer:
- I princippet kunne Malta jo ende med at vinde udbuddet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.