dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat
Overenskomst sikrer ansatte i regioner lønstigning i april
Præsentation af nyt overenskomstforlig for regionerne i Regionernes Hus.
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Overenskomst sikrer ansatte i regioner lønstigning i april

Den samlede lønramme er 8,8 pct. som hos stat og kommuner. Som del af overenskomsten er der aftalt et fælles arbejde om udvikling af de regionale arbejdspladser.

Arbejdsgivere og ansatte i regionerne er enige om en overenskomst med lønramme på 8,8 procent over to år. Det oplyser parterne på et pressemøde.

Lønrammen fordeles, så 5,81 procent falder i 2024, mens 2,99 procent falder i 2025.

- Vi er tilfredse med den aftale, der er indgået, siger Mona Striib, formand for FOA og for fagforeningerne i Forhandlingsfællesskabet, selv om det oprindeligt var hendes mål at nå en tocifret lønramme.

Også Dorthe Boe Danbjørg, som er forkvinde for Dansk Sygeplejeråd, er tilfreds med aftalen. Det handler blandt andet om de organisationspuljer, som nu skal fordeles mellem de forskellige faggrupper.

De generelle lønstigninger ender på 4,45 procent. Heraf falder 4 procent 1. april 2024. Oveni kommer så beløb til organisationsforhandlingerne, reguleringsordning m.v.

Heino Knudsen (S), formand for løn- og praksisudvalget i Danske Regioner, understreger, at der er tale om en ansvarlig aftale. Det skyldes både lønrammen og arbejdsforholdene.

Udvikling af arbejdspladserne

Som noget helt særligt er der aftalt et fælles arbejde om udvikling af de regionale arbejdspladser, oplyser Danske Regioner.

Regionerne har igennem hele forløbet haft stort fokus på, hvordan man ude på arbejdspladserne helt konkret kan arbejde med bl.a. bedre tilrettelæggelse af arbejdet og styrket fokus på et godt arbejdsmiljø. Desuden har gensidig fleksibilitet og styrket samarbejde mellem forskellige faggrupper været i fokus.

- Jeg er rigtig glad for, at vi har aftalt et særligt arbejde ude på alle vores regionale arbejdspladser, hvor vi sætter fokus på, hvordan vi kan udvikle arbejdspladserne og lære af hinanden, siger Heino Knudsen.

Ude på alle arbejdspladserne skal der sættes mål for og aftales indsatser for udviklingen på fem områder:

  1. Arbejdstilrettelæggelse
  2. Arbejdsfællesskaber, uddannelse og kompetencer
  3. Fælles om fuld tid
  4. Arbejdsmiljø og sygefravær
  5. Faglighed, frisættelse og afbureaukratisering.

Desuden har fædre fået ret til tre ugers ekstra barsel, ligesom det er aftalt, at gravide højst må have en nattevagt om ugen.

Som på de øvrige offentlige områder bliver det muligt at opspare op til 15 dages afspadsering og særlige feriedage til senere afvikling.

I de kommende dage vil der blive lavet aftaler med de enkelte organisationer. Her skal der blandt andet udmøntes de 2,3 milliarder kroner fra trepartsaftalen.

Der er ifølge Danske Regioner 150.000 ansatte i regionerne. Heraf er 110.000 dækket af den nye overenskomst.


/ritzau/ak

 

Artiklen er løbende opdateret.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.