dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat
Stevns har knækket koden: Dækket ind med plejeboliger frem til 2030
Kommunen har benyttet sig af flere forskellige tiltag, som har været medvirkende til, at ventelisterne til plejeboliger ikke bliver lange.(Arkivfoto.)
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Stevns har knækket koden: Dækket ind med plejeboliger frem til 2030

Kommunen har blandt andet et dagtilbud for borgere med demens, som har betydning for, at færre har brug for plejebolig.
20. FEB 2024 7.25

STEVNS: I Stevns Kommune kommer plejehjemskrævende borgere ikke til at skulle vente længe på en plejebolig. Dem er der nemlig nok af frem til 2030.

Det er blandt andet sikret ved, at kommunen inden længe påbegynder byggeriet af det nye plejecenter "Solhaven" med plads til 40 beboere. Det står klar ultimo 2025, oplyser centerchef for Sundhed og Omsorg Dorthe Holmboe.

- Vi har taget udgangspunkt i KL's beregningsmodel og set på de prognoser, der er i forhold til stigningen i antallet af ældre, siger hun.

I sin tid besluttede kommunalbestyrelsen egentlig at bygge et center med 50 pladser, men ved et nærmere kig på prognoserne fandt man frem til, at der ikke var behov for de sidste ti pladser.

Man kan ikke være sikker

- Vi kan ikke vide med 100 pct. sikkerhed, at vi er dækket ind til 2030. Det er jo som sagt kun prognoser og beregninger, og meget kan ske inden da. Men som det ser ud lige nu, så har vi nok boliger til de ældre, der får brug for en plejebolig, fortæller Dorthe Holmboe.

På kommunalbestyrelsesmødet 15. februar oplyste udvalgsformand for social og sundhed Tim Christensen (S), at der lige nu kun er én borger på venteliste til at få en plejebolig.

Mange kommuner har problemer med at skaffe nok plejeboliger, og direktør for Ældre Sagen Bjarne Hastrup skrev sidste år i et debatindlæg i Altinget, at "antallet af plejeboliger har nået et kritisk lavt niveau". Men Stevns Kommune har ikke været særligt hårdt ramt.

- I de fem år, jeg har været her, har vi ikke kæmpet med mangel på plejeboliger. Men der har jo været et tidspunkt, hvor man har kunnet forudse, at der ville komme en mangel på dem, siden man har besluttet at opføre et plejecenter med 40 pladser, siger hun.

"Nichen" og flere timer i hjemmet

Derfor er det måske værd for andre kommuner at vende blikket mod Stevns' metoder, der ser ud til at bære frugt. Udover at oprette det nye plejecenter har kommunen taget flere initiativer, der viser sig effektive.

Blandt andet har Stevns et særligt dagtilbud til demente borgere. Centret hedder "Nichen" og er et gratis tilbud til borgere med demens eller symptomer på det.

- Centrets ydelse bidrager til, at den raske ægtefælle kan aflastes i hjemmet. Så kan ægtefællen bedre magte at tage sig af partneren, der har demens, siger Dorthe Holmboe.

Hun forklarer, at man stadig kan bo hjemme og gøre brug af tilbuddet i dagtimerne. For et par år siden er tilbuddet blevet udvidet, så man nu har åbent om aftenen og i nogle weekender.

Derudover mener Dorthe Holmboe, at måden, man yder hjemmepleje på, er en del af løsningen.

- Vi passer borgerne i eget hjem i længere tid end i andre kommuner. Det får kabalen til at gå op, siger hun og tilføjer:

- Jo længere tid man kan passe borgeren tilstrækkeligt i eget hjem, jo færre plejeboliger har man brug for. Derfor er Nichen også et rigtig godt tilbud, som andre kommuner kan lade sig inspirere af.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.